Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Rock og Rul Festival modtog årets Handicappris fra Aarhus Kommune

Ud af et felt på tre nominerede blev det endagsfestivalen ”Rock og Rul Festival”, der blev tildelt årets handicappris fra Aarhus Kommune ved en ceremoni i rådhusets byrådssal onsdag 3. december.

  • Læs op

Indhold

    Non-profit endagsfestivalen ”Rock and Rul Festival” blev afholdt på Godsbanen tilbage i september og var en kæmpe oplevelse, hvor mange mennesker med eller uden handicap mødtes til en lang række koncerter med bands, der alle optrådte gratis.

    Overskuddet fra festivalen gik ubeskåret til at forbedre tilgængelighed for kørestolsbrugere i det offentlige rum, samtidigt med at festivalen i sig selv havde til formål at vise hvordan man, med meget få tiltag, kan gøre festivaler tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelse

    Årets pris blev overrakt af Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold, der gjorde en dyd ud af at understrege, at selvom der kun var én, som gik derfra med en pris, så håbede han at alle tre nominerede ville tage det med, at deres store indsats ikke går ubemærket hen.

    Finn Amby, formanden for Aarhus Kommunes Handicapråd, understreger, at prisen er en måde at vise påskønnelse på, der samtidigt skal inspirere andre som det gode eksempel:

    ”Det er hvert år glædeligt, at vi kan finde så kvalificerede kandidater til Aarhus Kommunes Handicappris, for det vidner om, hvor mange der er dybt engagerede i at gøre en forskel for nogle af dem af os, der har allermest brug for det. Men derfor er det fortsat vigtigt, at vi med handicapprisen påskønner deres indsats, for de må aldrig blive i tvivl om, at de er værdsatte – og forhåbentligt kan prisen også være med til at inspirere andre.”

     

    Fakta:

    Årets vinder udvælges af en komité bestående af repræsentanter fra FH, kulturlivet, DH og formandskabet for Handicaprådet.

    De tre nominerede til årets Handicappris var:

    Rock og Rul Festival

    ”Rock and Rul-Festivalen giver plads til mennesker med handicap og har vist, at man med et beskedent budget kan lave en festival der er tilgængelig for alle mennesker - også mennesker med handicap.

    Tours on Wheels

    Tours on Wheels er et socialaktivistisk tiltag, der støtter tilgængelighedssagen i Aarhus.

    Tours on Wheels gør en kæmpe indsats for at skabe opmærksomhed på tilgængelighed i byrummet. Dels ved at engagere sig i den politiske debat og dels ved at arrangere ture for turister og andre interesserede.

    Claus Thøgersen

    Claus Thøgersen var nomineret for hans mangeårige og store arbejde for at fremme tilgængelighed i danske hjemmesider. Claus Thøgersens indsats har gjort, at personer med synshandicap har været i stand til at anvende Aarhus Kommunes hjemmesider på lige vilkår med andre brugere, også mange år før standarder for tilgængelighed blev et lovkrav.

     

    Sidst opdateret: 4. december 2024