Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Aarhus Kommune har en god nyhed til enlige forsørgere

Aarhus Kommune sender den 6. september over 2.300 breve ud med et spørgsmål: Er du enlig forsøger? – så har du måske mulighed for at få 12.000 kroner ekstra. Det kan vi hjælpe dig med.

  • Læs op

Indhold

    Danmark er et velorganiseret velfærdssamfund, hvor offentlige myndigheders datasystemer holder styr på personoplysninger og udbetaling af velfærdsydelser. Men på nogle områder er der ikke mulighed for at samkøre data, og det kan betyde, at enkelte grupper kan gå glip af en ydelse.

    Det gælder for eksempel gruppen af enlige forsørgere, som er berettiget til en ekstra ydelse – det såkaldte børnetilskud - på årligt over 12.000 kr. fra staten. For mens den ordinære børne- og ungeydelse bliver udbetalt automatisk, ja så skal enlige forsørgere selv ansøge om den ekstra ydelse hos Udbetaling Danmark. Det er denne gruppe, Aarhus Kommune i dag  giver en hjælpende hånd – ved at sende dem et brev i digitalpost.

    Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune har med et særligt dataarbejde fundet godt 2.300 personer, som ser ud til at være enlige forsørgere men som ikke får ydelse. Aarhus Kommune kan ikke vide, hvem der reelt er berettiget, da kommunerne ikke har adgang til oplysninger fra Udbetaling Danmark og derfor ikke kender til dem, der har ansøgt og fået afslag eller har oplysninger om, hvem der reelt ikke er enlige.

    Derfor er kommunen altså nødt til at skrive til alle, der ser ud til at være enlige forsørgere velvidende at nogle af dem altså ikke er det og/eller har ansøgt og fået afslag på det ekstra børnetilskud til enlige forsørgere fra Udbetaling Danmark.

    Borgmester Jacob Bundsgaard: ”Vi ved, at mange hvert år går glip af det særlige børnetilskud til enlige forsørgere – og det skyldes nok, at de ikke kender til mulighederne eller ikke er opmærksomme på ansøgningsfrister. Jeg synes, vi som kommune har en forpligtelse til at give denne gruppe en hjælpende hånd, så de så at sige ikke snyder sig selv. Der er jo tale om ret store beløb, som kan gøre god gavn i en børnefamilie. Så jeg håber, at vi også i år lykkes med at få sendt budskabet ud til de enlige forsørgere”, siger borgmesteren.

    Aarhus Kommune har leveret den samme service i både 2022 og 2021 – begge år til glæde for mange enlige forsørgere. I 2022 førte det til, at 363 enlige forsørgere efterfølgende registrerede sig hos Udbetaling Danmark (svarende til 16 procent af dem, der fik brevet) med samlet 472 børn under 18 år.

    For den enlige forsørger kan det betyde en del penge. En enlig forsørger med ét barn får kvartalsvist kr. 3.146. Derudover får man kvartalsvist kr. 1.558 for hvert yderligere barn. Kommunens service over for enlige forsørgere kan derfor være til stor gavn for mange, men det betyder desværre også, at man er nødt til at sende brev til andre formodede enlige forsørgere, men som reelt ikke er berettigede.

    Den enlige forsøger skal selv ansøge senest den 31/9-2023 for at være berettiget til det ekstra børnetilskud til enlige forsørgere for fjerde kvartal, der udbetales den 20/10-2023.

    Er man i tvivl, om man opfylder kriterierne for at være enlig forsørger, kan man ansøge og få det vurderet af Udbetaling Danmark. Man ansøger elektronisk her: Børnetilskud (borger.dk)

    Sidst opdateret: 6. september 2023