Borgmester Jacob Bundsgaard inviterer til Business Dinner til fordel for Ukraine
Aarhus Rådhus danner den 1. november rammen om et større arrangement, hvor erhvervsledere og beslutningstagere sammen vil undersøge mulighederne for, hvordan Aarhus og Østjylland kan styrke sin indsats i Ukraine.
Borgmester Jacob Bundsgaard var selv i Ukraine i foråret og så med egne øjne nogle af de skader, Ruslands aggression i Ukraine har forvoldt og stadig forvolder. Men det var også tydeligt, hvordan international støtte og investeringer gør en stor og mærkbar forskel for det ukrainske samfund. Derfor vil Jacob Bundsgaard indlede dialog og samarbejde om, hvordan Aarhus kan bidrage mere til genopbygningen og investere i udviklingen i Ukraine.
Borgmester Jacob Bundsgaard siger: ”I Aarhus har vi en god tradition for dialog og samarbejde på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige organisationer – også når det gælder svære situationer og opgaver som for eksempel krigen i Ukraine. Jeg har derfor rakt ud til en større gruppe erhvervsledere og beslutningstagere, så vi ved en såkaldt Business Dinner kan finde muligheder for at styrke indsatsen for at genopbygge Ukraine og investere i det krigshærgede land. Ukraine har brug for vores hjælp og opbakning, og mange af vores lokale virksomheder har på den måde gode muligheder for at styrke deres engagement i landet.”
Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, siger: ”I mere end 600 dage fortsætter det ukrainske folk med at kæmpe mod de brutale russiske aggressorer. Hver dag betaler ukrainere den højeste pris for at forsvare den demokratiske verden mod tyranni og diktatur. Vi kan ikke tillade Putin at vinde denne krig. Derfor er alt den støtte og hjælp, hvad enten det er humanitær eller militær, fra vores vestlige allierede og partnerlande mere end værdsat og nødvendig. Jeg takker Aarhus Kommune, personligt borgmester Jacob Bundsgaard og det lokale erhvervsliv sammen med korpset af Honorære konsuler for at arrangere en middag til støtte for Ukraine. Dette er et glimrende eksempel på, hvordan kommuner, erhvervslivet og almindelige mennesker kan hjælpe og bidrage til vores fælles sejr.”
Der er 85 personer tilmeldt arrangementet, som finder sted onsdag den 1. november kl. 16.30-20.00 på Aarhus Rådhus.
Aarhus Kommune har tidligere i år indgået en venskabsby-aftale med den ukrainske by Lviv, og Aarhus Kommune indgår derudover i et nyt samarbejde med Udenrigsministeriet om at bidrage til genopbygning og udvikling af Ukraine. Her er fokus især på rehabilitering og vandforsyning og spildevand, men mange andre områder kan være relevante i et kommende samarbejde. Aftenen sigter mod dialog, netværk, vidensdeling og diskussioner om investerings- og støttemuligheder.
Som afsæt til dialog og for at drøfte investerings- og støttemuligheder vil der være indlæg af virksomheder, som allerede er i Ukraine med forretningsaktiviteter og genopbygningsprojekter, samt af de fonde og organisationer, som vejleder om og kan medfinansiere projekter og aktiviteter til genopbygning og udvikling i Ukraine.
Der vil bl.a. være oplæg fra:
- Borgmester i Lviv, Andriy Sadovyi,
- Den Ukrainske Ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk,
- Danmarks ambassadør i Ukraine Ole Egberg Mikkelsen,
- CEO Rami Jensen, JYSK,
- Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO),
- Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU),
- Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF).