Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Aarhus Kommune skal bortskaffe 2,5 mio. liter sprit

På vegne af staten indkøbte Aarhus Kommune under pandemien desinfektionsmidler for alle landets kommuner, og nu skal de store lagre af udløbne produkter væk. Der gennemføres et udbud, hvor der bliver fokus på dialog med markedet om af finde de bedste løsninger for genanvendelse eller destruktion af produkterne.

Indhold

    Mulighederne for salg af produkterne er afsøgt

    Aarhus Kommune har ca. 5.249 paller - svarende til ca. 2,5 mio. liter sprit - på lager, og Region Hovedstaden, som har indkøbt på vegne af landets regioner, har stort set samme mængde sprit på lager. Hen over sommeren har Aarhus Kommune og Region Hovedstaden i fællesskab forsøgt at sælge de store mængder udløbne hånd- og overfladesprit, men det lykkedes ikke. Derfor fokuseres der nu på at finde gode løsninger på at få produkterne bortskaffet bedst muligt. Det kommer til at ske i dialog med markedet, for målet er at finde de virksomheder, som kan løse bortskaffelsesopgaven med størst mulig nyttiggørelse af produkterne. En særlig udfordring for de kommende leverandører ligger i at kunne håndtere og transportere produkterne forsvarligt under hensyntagen til både miljø og sikkerhed.

    Fælles udbud af bortskaffelsesopgaven 

    Aarhus Kommune og Region Hovedstaden er gået sammen om at sende bortskaffelsesopgaven i udbud. Udbuddet er netop offentliggjort; i første omgang skal der gennem en prækvalifikation findes bydere, der kan håndtere opgaven forsvarligt.

    Den samlede udbudsproces ventes afsluttet i foråret 2024. Hvis man er interesseret i at se nærmere på udbudsmaterialet, kan det findes via linket her:

    Stine Fenris Holmgang, chef for Indkøb og Udbud i Aarhus Kommune siger:

    ”Efter vi fik ansvaret fra staten i juni 2023 med bortskaffelse af lageret, har det været et vigtigt fokus for Aarhus Kommune at finde løsninger, som i bedst mulig udstrækning kan indebære nyttiggørelse af spritten.  I løbet af sommeren har vi gennemført en større undersøgelse af mulige aftagere på markedet samt en gennemført en salgsproces. Der viste sig ikke en interesse fra markedet til at købe spritten.

    Parallelt med denne proces har vi gjort et udbud klar med henblik på bortskaffelse. I udbuddet er det en meget vigtig prioritering, at der tilgodeses en varietet af løsninger, forstået på den måde at man som virksomhed både kan byde ind med en løsning om kassation, men også genanvendelse. Vi er endvidere meget opmærksomme på, at dette ikke er et sædvanligt udbud, og derfor har vi valgt en udbudsform med forhandling. Forhandlingen giver her den styrke, at der er god mulighed for dialog, så vi sammen med tilbudsgiverne kan drøfte tidsplaner og løsningsmuligheder. Jeg ser det som en stor styrke, at vi i stærkt fællesskab med Region Hovedstaden vælger denne retning.”

     Produkterne kan ikke længere anvendes til medicinsk brug

    Alle produkterne har overskredet sidste anvendelsesdato. Der er derfor begrænsning i anvendelsen af dem, og de må ikke bruges til medicinsk udstyr eller medicinsk brug. Der er også særlige udfordringer med håndtering og transport af desinfektionssprit, som regnes som farligt gods. En særlig udfordring består i at nogle af produkterne er emballeret i glas.  

    Sidst opdateret: 14. november 2023