Økonomidirektør i ny rolle
Økonomidirektør Peter Pedersen har valgt at træde tilbage med udgangen af maj 2023 efter mere end et årti som økonomidirektør i Aarhus Kommune.
”Jeg har i alle årene brændt for jobbet som økonomidirektør med alle de udfordringer og muligheder, der ligger i jobbet, og det gør jeg stadig – og jeg holder fuld damp på til 1. juni. Men jeg er fyldt 67 og tiden er inde til at træde et skridt tilbage. Aarhus er en fantastisk by, og jeg er glad for, at jeg haft mulighed for at være med til at præge udviklingen i et godt og spændende samarbejde med byrådet og mange vildt dygtige og engagerede kolleger, medarbejdere og samarbejdspartnere. Aarhus Kommune står et rigtig godt sted – som det stærke kraftcenter i det vestlige Danmark og med en solid økonomi og et stærkt fundament for den videre udvikling,” siger Peter Pedersen.
Efter 1. juni fortsætter Peter Pedersen på deltid med en specialopgave for Aarhus Kommune med fokus på at nedbringe kommunens eget forbrugsbaserede klimaaftryk.
Arbejdet med at ansætte en afløser for økonomidirektør Peter Pedersen går snarest i gang.