Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Få gode råd, før det er for sent

Julen er højsæson for ... indbrud! Aarhus Kommune og Østjyllands Politi inviterer til møde om indbrud onsdag 13. december kl. 17-18.30 i Rådhushallen – og der er stadig ledige pladser.

Indhold

    Alt for mange danskere oplever hvert år, at der bliver begået indbrud i deres hjem. Det gælder desværre også i Aarhus. Antallet af indbrud i Aarhus Kommune er steget igennem de sidste måneder, og vi ved fra tidligere år, at julen i særlig grad er højtid for indbrudstyvene. Derfor skal der sættes ind nu.

    Indbrudssikring er måske ikke er dét, du tænker mest på i den travle juletid, men det gælder om at være ekstra på vagt over for indbrudstyve, når du lader dit hjem være alene hjemme i julen. Der er heldigvis meget, man selv kan gøre for at sikre sin bolig. Derfor inviterer Aarhus Kommune og Østjyllands Politi til indbrudsmøde. På mødet får man konkrete råd til, hvordan man sikrer sig, og lærer at se sin bolig med tyvens øjne.

    Borgmester Jacob Bundsgaard og chefpolitiinspektør Karsten Vestergaard Hansen byder velkommen til mødet, hvor Østjyllands Politi vil give et indblik i den typiske indbrudstyvs tanker og færden. Politiet vil desuden fortælle om tyvens foretrukne metoder og tyvekoster, give råd om sikring af boligen, og om hvordan man sammen kan gøre sit nabolag tryggere.

    Tilmelding til mødet om indbrudsforebyggelse onsdag 13. december kl. 17-18.30 i Rådhushallen sker her: Hvem skal åbne dine julegaver? | Høringsportalen - Aarhus kommune

    Borgmester Jacob Bundsgaard: ”Vi skal have knækket indbrudskurven! Alle der har oplevet indbrud ved, hvor utrygt og krænkende det føles – og hvor udsat man bagefter kan føle sig i ens eget hjem. Helt grundlæggende skal vi ikke alle gå rundt og være bekymrede for at forlade vores hjem, mens vi fejrer jul sammen med familien. Men vi skal gøre det sværest muligt for potentielle indbrudstyve. Det er nødvendigt, at vi står sammen: borgere, politiet og kommunen. Meget kan gøres, hvis man følger de gode råd, man kan få hos politiet. Især hvis man deler det med sine naboer, vejlaug eller grundejerforeninger, så vi sammen kan få sat en stopper for indbrudstyvene i Aarhus.”

    Der er heldigvis meget, man selv kan gøre for at undgå indbrud i sit hjem. Følg de tre gode råd:

    Sikr’ dine vinduer

    66 procent alle indbrud sker gennem vinduer. Du kan sikre dine vinduer ved at montere sikkerhedsbeslag eller ved at skrue eller fuge listerne fast. Det gør det langt mere besværligt for tyven at komme ind. Husk også terrasse- og havedøren.

    Tænd lys

    Det er en god idé at der er lys i din bolig, både når du er hjemme, og når du ikke er. Du kan skifte til LED-pærer eller bruge et tænd-og-sluk-ur til at få det til at se ud som om, nogen er hjemme. Erfaringen viser, at indbrudstyvene er tilbøjelige til at holde sig fra huse, hvor (det ligner) der er nogen hjemme.

    Få naboen til at holde øje

    Sørg for at der er mennesker i nabolaget. Aftal med dine naboer, at I går tur på forskellige tidspunkter af dagen, tilmeld jer nabohjælp og hjælp hinanden med at holde øje. Hvis noget virker mistænkeligt, kan I ringe til politiet på tlf. 114.

    Find flere råd her: Sådan forebygger du indbrud (aarhus.dk)

     

    Sidst opdateret: 12. december 2023