Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Tidligere borgmester i Aarhus Thorkild Simonsen 1926 – 2022

Ved Thorkild Simonsens død tager Aarhus afsked med den mest betydende skikkelse i byens nyere historie. Han var et ikon for byen. Aarhus er i sorg og mindes ham med stor taknemmelighed. Som hele byens bedstefar.

4. sep. 2022

Indhold

    Af borgmester Jacob Bundsgaard

    Thorkild er død, og dermed afrundes en æra i byens historie. Tidligere borgmester Thorkild Simonsen var manden, der mere end nogen anden gennem næsten 30 år realiserede visionen om det moderne Aarhus, en by, der voksede markant i størrelse, betydning og anseelse.

    Som borgmester i næsten 16 år var han populær, troværdig og forstod at arbejde henover midten og skabe opbakning omkring de fleste store beslutninger, hvilket havde afgørende betydning for byens udvikling.

    Med Thorkild blev Aarhus kendt som byen med de mange muligheder, et rigt kulturliv og høj velfærd. Man lagde mærke til Aarhus. Han stod i spidsen for en by, der naturligt påtog sig rolle som det vestdanske vækstlokomotiv med internationale ambitioner. Og han lagde linjerne for byens fortsatte udvikling ved indgangen til det 21. århundrede.

    Tilflytter til Aarhus

    Som så mange andre var Thorkild Simonsen tilflytter til Aarhus. Han voksede op i Sønder Rubjerg i Vendsyssel og fulgte naturligt i faderens fodspor med malerlære efter endt skolegang. Læretiden var udstået i 1945 i Rubjerg.

    Nogle år senere kom han på Haslev udvidede Højskole, der gav ham interesse for at blive lærer. Han kom på Ribe Statsseminarium, mens han sikrede sin økonomi ved at arbejde i byen som malermester. I 1953 var lærereksamen i hus, og Thorkild Simonsen fik ansættelse ved det kommunale skolevæsen i Aarhus - på N.J. Fjords Gades Skole. I 1961 blev han udnævnt til viceskoleinspektør, siden skoleinspektør ved Brobjergskolen, en post han beklædte frem til 1970.

    Politisk karriere

    Thorkild Simonsens politiske karriere blev indledt med valg på socialdemokratisk liste til menighedsrådet på Christiansbjerg. Siden blev han i 1966 medlem af Aarhus Byråd. I 1970 blev han rådmand for magistratens kultur- og skoleafdeling, hvilket han var indtil udgangen af 1981.

    Thorkild Simonsen havde som kulturrådmand ansvaret for opførelsen af Musikhuset, der blev skabt efter lang tids polemik og som et resultat af Thorkild Simonsens politiske talent og vilje. Han mente, at den nye storkommune skulle rumme høje kulturelle ambitioner og en scene af internationalt format. Thorkild Simonsen så rigtigt og kunne selv sammen med dronningen i 1982 indvie et koncerthus, der endte med at fornøje hele byen og imponere hele landet. Et samlingssted for kultur og oplevelser, som netop har rundet 40 år, og i forbindelse med jubilæet blev Musikhusets store betydning igen fremhævet.

    Forinden var Thorkild Simonsen fra 1. januar 1982 blevet borgmester, da han afløste partifællen Orla Hyllested.

    En stærk borgmester

    Det var en stærk borgmester, der nu sad for bordenden. Han havde de menneskelige egenskaber, der gjorde ham højt respekteret på tværs af partiskel og en særlig evne til at samle mennesker omkring sig. Han forstod at arbejde tæt sammen med både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer i udviklingen af byen.

    Ved de kommende valg styrkede han sin position. De personlige stemmetal steg kraftigt. Ved valget 16. november 1993 nåede han op på næsten 38.000 stemmer, hvilket var landets hidtil største personlige stemmetal.

    Linjerne lagt for fremtiden

    Der blev taget store og afgørende initiativer i Thorkild Simonsens borgmestertid, hvor Aarhus Kommune udviklede sig markant inden for velfærd, erhverv, kultur og som studieby. Samtidig fik byrådet besluttet opførelsen af Scandinavian Center, kunstmuseet ARoS, Atletion, opførelsen af daginstitutioner, plejeboliger, renseanlæg mv. Desuden blev linjerne lagt for Masterplanen for Aarhus Havn i 1997, som var grundlaget for udflytningen af containerhavnen, den nye erhvervshavn og dermed også for Aarhus Ø. Thorkild Simonsen har således bidraget meget væsentligt til det moderne Aarhus, vi kender i dag.

    Thorkild Simonsen fik gennem årene adskillige tillidsposter og bestyrelsesposter, ikke blot i partiet, men også i organisationer, pensionskasser og i private bestyrelser mm. Det betød, at han havde en endog meget omfattende berøringsflade. Han var medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse fra 1979-82 og fra 1986-92 dens formand. Thorkild Simonsen var samtidig meget mediebevidst, og tilsammen var det med til at synliggøre Aarhus.  Der blev lyttet til Aarhus.

    Medlem af regeringen

    d. 20. oktober 1997, en måned før kommunalvalget, hvor han som 71-årig havde besluttet ikke at genopstille, blev Thorkild Simonsen anmodet af statsminister Poul Nyrup Rasmussen om at indtræde i regeringen som indenrigsminister. På den post fortsatte han frem til regeringens afgang 23. februar 2000.

    Efter at være fratrådt som minister, blev han i 2005 af den borgerlige regering bedt om at bistå med råd og mægling i forbindelse med den omfattende kommunalreform. Her betingede han sig, at han måtte hente bistand hos tidligere, nu afdøde stadsdirektør Poul-Erik Jensen. De to havde i Thorkild Simonsens borgmestertid udgjort et meget stærkt og fagligt solidt makkerpar.

    Aktiv pensionist i Aarhus

    I sin pensionisttilværelse har Thorkild Simonsen ført et aktivt liv som foredragsholder, som deltager i mange af byens aktiviteter og fortsat optaget af politik, aldrig belærende eller påtrængende med sine betragtninger, men til rådighed som en klog analytiker. I bybilledet har aarhusianerne gennem de senere år kunnet møde Thorkild og mærke hans skarpe vid, elskelige personlighed og imødekommenhed – rund og mild. Han var hele byens bedstefar.

    Ved sin død tager Aarhus afsked med den mest betydende skikkelse i byens nyere historie. Han var et ikon for byen. Aarhus er i sorg og mindes ham med stor taknemmelighed.

    Han efterlader sig hustruen Edny, to døtre, børnebørn og oldebørn.

    Æret være hans minde.

    Sidst opdateret: 4. september 2023