Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Jacob Bundsgaard: Aarhus Kommune skal gå foran med klimavenligt byggeri

Borgmester Jacob Bundsgaard beder byrådet om opbakning til at stille skrappere klimakrav til kommunens nybyggeri. Fra næste år skal nybyggeriet opføres efter den såkaldte ”frivillige CO2-klasse” og hjælpes på vej af en klimapulje på ca. 220 mio. kroner.

13. sep. 2022

Indhold

    Kan vi bruge mindre beton og færre mursten – og måske mere træ for at nedbringe klimabelastningen? Kan vi genbruge mere og oftere renovere fremfor at nybygge? Det er den slags spørgsmål, der fremover skal følge det kommunale byggeri i Aarhus Kommune.

    Borgmester Jacob Bundsgaard ønsker, at Aarhus med virkning fra næste år går foran med klimavenligt byggeri. Helt konkret lægger borgmesteren med indstillingen op til, at Aarhus Kommune fra 2023 som udgangspunkt bygger efter den såkaldte ”frivillige CO2-klasse”, som har skrappere udledningskrav end bygningsreglementet. Konkret vil det betyde, at fremtidigt byggeri skal have en markant lavere C02-udledning per opført m2, end i dag er tilfældet. Der er i øjeblikket kun få byggerier, der kan leve op til den standard, men det bliver altså nu målsætningen for alt kommunalt nybyggeri over 1000 m2 fra 2023.

    Borgmester: Vi må udfordre os selv

    ”Jeg ønsker, at vi i Aarhus skal gå foran for at presse på for omstillingen af byggeriet i hele Danmark, for det er simpelthen en nødvendighed, for at vi kan redde klimaet og passe på vores fælles jord og fremtid. Afsættet er, at vi bliver nødt til at udfordre os selv i forhold til hvordan vi plejer at tænke byggeri og anlæg. Det bliver ikke nemt, og i mange tilfælde mangler vi måske de gode løsninger, der kan gøre det muligt. Men det er en del af udfordringen, vi tager på os.” siger borgmester Jacob Bundsgaard.

    Borgmester Jacob Bundsgaard oplyser, at Aarhus Kommune for at understøtte omstillingen samtidig har lavet et partnerskab med DI Byggeri for løbende at kunne drøfte, hvordan kommunen når i mål med de ambitiøse klimamålsætninger. DI Byggeri er det største branchefællesskab under Dansk Industri, og repræsenterer omkring 6.700 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Medlemsvirksomhederne beskæftiger knap 120.000 medarbejdere i Danmark.

    Klimapulje hjælper omstillingen på vej

    Byrådet vedtog med klimaplanen 2021-2024 en målsætning om at nedbringe klimaaftrykket fra bygge-og anlægsopgaver med 70 % i 2030 set i forhold til 1990. Med baggrund heri blev der i den 10-årige investeringsplan afsat 5 % af det samlede bygge- og anlægsbeløb i en klimapulje. Dette svarer til i alt 319 mio. kr. i perioden 2024-2033.

    Borgmester Jacob Bundsgaard vil med det nye forslag hjælpe omstillingen på vej ved at afsætte 70 procent af denne pulje, det vil sige 223 mio. kroner, til at understøtte kravet om det mere klimavenlige byggeri. Resten af puljen skal støtte klimatiltag i andre anlægsprojekter end byggeri.

    ”Jeg er fuldt ud klar over, at vores medarbejdere, der arbejder med byggeri, vil blive udfordret. Vi vil også blive udfordret i byrådet, og vi kan blive nødt til at gå på kompromis og afveje imellem kvalitet og klima. Det bliver en prioritering, byrådet skal foretage. Men vi kan ikke blive ved med at vente på, at andre finder løsninger. Aarhus har en størrelse og en styrke, der forpligter os til at gå forrest i klimaomstillingen, selvom det andet sikkert er det nemmeste og billigste. Men tiden er til handling, ikke til det nemmeste eller billigste.”, siger borgmesteren

    Sagen 1. behandles på byrådets møde onsdag den 14. september.

    Sidst opdateret: 4. september 2023