Kunstig intelligens skal sikre bæredygtige indkøb i Aarhus Kommune
Med et AI-baseret analyseværktøj vil aarhusianske Konsido ruske op i Aarhus Kommunes indkøbsvaner, så det kan mærkes på CO2-regnskabet.
Den offentlige sektor indkøber hvert år varer og tjenesteydelser for omkring 200 milliarder kr. Et kæmpe potentiale, hvis den bæredygtige omstilling tænkes ind i de offentlige indkøb. Men med så store beløb og indkøb, der spænder mellem alt fra kaffefiltre til skolebusser, kan det virke uoverskueligt, hvor man bør sætte ind.
Det problem tager den aarhusianske virksomhed Konsido nu et vigtigt skridt i at få løst. I samarbejde med Aarhus Kommune har de udviklet et analyseværktøj baseret på kunstig intelligens, som kan hjælpe virksomheder med at prioritere og omlægge indkøbsvaner til et mere klimarigtigt alternativ.
”I Aarhus har vi et ambitiøst klimamål om at være CO2-neutrale i 2030. Et mål som vi ikke kan lykkes med af egen hjælp. Løsninger skal findes sammen med andre - og vi er derfor glade for i samarbejde med aarhusianske Konsido at præsentere et værktøj, som kan bidrage til CO2-besparelser ikke bare herhjemme, men også i resten af Europa og verden. Jeg ser det som et vigtigt skridt med et stort potentiale,” siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Kunstig intelligens viser vejen til CO2 reduktion
Indtil videre har Aarhus Kommune kun haft mulighed for at opgøre scope 1 og 2, som dækker over de CO2 udledninger, der er en direkte konsekvens af kommunens forbrug af energi og brændstoffer. Med Konsidos nye intelligente værktøj kan kommunen nu følge udledningen på scope 3, der dækker over kommunens forbrug af varer og tjenesteydelser købt af eksterne leverandører. Og det er ikke små mængder. Aarhus Kommunes indkøb udledte cirka 313 tusinde tons CO2* i 2021 og udgør dermed cirka 90% af den samlede udledning. Et kæmpe mørketal, som kommunen nu kan stille skarpt på – og det kan systemet hjælpe med.
”I samarbejde med Aarhus Kommune, har vi skabt et unikt fundament for at kunne give offentlige og private organisationer et indblik i, hvor meget CO2 de udleder, når de indkøber varer og tjenesteydelser. Det har tidligere været meget svært at beregne, men med Konsidos Potentialedatabase og AI-baserede kategorisering af fakturadata får Aarhus Kommune nu et værktøj, som fortæller, hvor meget CO2, der udledes, når Aarhus Kommune leverer serviceydelser til borgerne – og hvor der er størst besparelsespotentiale set ud fra både et CO2 og et generelt bæredygtighedsperspektiv,” fortæller Thomas Schultz, CEO for Konsido.
Ved hjælp af kunstig intelligens inddeles samtlige af kommunens fakturaer i cirka 1000 forskellige indkøbskategorier. Hvorefter indkøbskategorier med den største CO2-reducerende effekt kan udpeges og analyseres i detaljer. Det tæller blandt andet de klassiske kategorier som byggeri, transport og fødevarer. Men det tæller også andre kategorier inden for blandt andet IT og tele, sundhed, kultur, forlystelser og sport, som kommunen nu vil dykke ned i.
Støttet af kommunens Grønne Investeringspulje
Undervejs i projektet har Konsido fået både sparring og fakturadata fra Aarhus Kommune til udviklingen af den kunstige intelligens, der er kernen af systemet. Desuden arbejdes nu på en løsning, hvor de bagvedliggende beregningsfaktorer stilles offentligt tilgængelige, så grunddata kan anvendes og beriges af virksomheder og andre interessenter. På den måde vil kvaliteten i data løbende blive udviklet.
“Det her er virkelig et stort skridt, men vi skal også klart deklarere, at data ikke er perfekte, men at vi er ved starten på en rejse, hvor vi i de kommende år udvikler og forbedrer datagrundlaget. Netop det, at grundlaget er så transparent, er afgørende. Hvis vi fx i forbindelse med udbud møder en leverandør, som kan dokumentere en mere klimavenlig produktion end vores kategoridata viser, kan vi belønne det i udbuddet. På den måde skubber vi også til markedet for at omlægge produktionen i mere klimavenlig retning” udtaler økonomidirektør Peter Pedersen
Kommunens Grønne Investeringspulje har støttet projektet med 250.000 kr. Herudover har byrådet besluttet, at der af indtægterne fra klimaafgifter afsættes 250.000 kroner årligt de næste fire år til de eksterne omkostninger i forbindelse med det fortsatte udviklingsarbejde
Konsidos analyseværktøj trækker data direkte fra kommunens digitale fakturaer. Derfor kan selve løsningen let skaleres og bruges i andre kommuner og offentlige myndigheder, da vi i Danmark har krav om elektronisk fakturering i den offentlige sektor. Et krav der siden 2020 også har været gældende på EU-niveau. Løsningen har derfor også potentiale til at vokse udover de danske grænser.
Fakta:
CO2
CO2 beregningerne omfatter alle former for drivhusgasser også kaldet CO2e – det er fx metan og lattergas.
Aarhus Kommunes scope 1 og 2 udledning
Aarhus Kommunes samlede direkte udledning (scope 1 og 2) for kommunen som koncern er 39.495 tons CO2 i 2021.
Usikkerhedsfaktorer i beregningerne på scope 3:
Beregningerne på scope 3 skal tages med forbehold, da der er en række usikkerhedsfaktorer i beregningerne som blandt andet dækker alt lige fra udvinding og forarbejdning af råmaterialer til varetransport samt forbrug og bortskaffelse af produkter. Dog giver beregningerne på indkøbskategorierne en unik mulighed for at måle og prioritere. Både strategisk for at klarlægge CO2-aftrykket på diverse udbudsområder samt i de enkelte institutioner, hvor det bliver muligt at følge egen udledning samt sammenligne sig med andre.
Bagvedliggende beregninger er tilgængelige fra august
På Konsido´s hjemmeside vil en oversigt over de bagvedliggende beregninger og dertilhørende konversionsfaktorer blive offentliggjort med henblik på at indsamle input fra andre aktører og med henblik på at dele viden.
Materialet vil blive offentliggjort umiddelbart efter sommerferien, den 15. august 2022. Send gerne en mail til Thomas Schultz på tms@konsido.dk hvis du ønsker en advisering, når materialet er tilgængeligt.
Mere om virksomheden Konsido
Konsido er en Aarhusbaseret virksomhed stiftet af Thomas Schultz, hvis hovedformål er at hjælpe offentlige og private virksomheder med at få indsigt i deres indkøbsmønstre med særlig fokus på optimering af bæredygtige indkøb. Løsningen bygger på avancerede analyser af faktura- og bogføringsdata ved brug af kunstig intelligens, og kobler det med bæredygtighedsdata. På den måde kan en offentlig eller privat virksomhed få et unikt indblik i deres CO2-aftryk eller andre bæredygtighedsparametre og derigennem prioritere deres klimaindsat på et oplyst grundlag.
Konsido bistår udover Aarhus Kommune også en række af landets andre kommuner med indkøbs-og bæredygtighedsanalyser.