Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Lille plus til folkeskoler og dagtilbud i Aarhus Kommune

Forligsparterne lægger vægt på en omprioritering til fordel for velfærdsområderne på i alt 90 mio. kroner. For Børn og Unge betyder det, at der tilføres 42 mio. kroner årligt til folkeskoler og dagtilbud. Samtidig bidrager Børn og Unge til omprioriteringen til velfærdsområderne med 24 mio. kroner.

Indhold

    Der er netop indgået budgetforlig i Aarhus Kommune. Alle i Aarhus Byråd undtagen Enhedslisten og Henrik Arens (uden for parti) har underskrevet en budgetaftale for de kommende tre år. Forligsparterne lægger vægt på en omprioritering til fordel for velfærdsområderne på i alt 90 mio. kroner. For Børn og Unge betyder det, at der tilføres 42 mio. kroner årligt til folkeskoler og dagtilbud. Samtidig bidrager Børn og Unge til omprioriteringen til velfærdsområderne med 24 mio. kroner.

     ”Jeg er rigtig godt tilfreds med, at Børn og Unge ender med et lille plus. Selvom jeg gerne havde set, at vi sendte endnu flere penge til vores børn og unge, vores dagtilbud og skoler, som er virkelig pressede, så tager vi nu et skridt i den rigtige retning. Det giver bedre muligheder for at skabe gode børnefællesskaber for alle børn og unge i Aarhus Kommune. Jeg er også glad for, at vi er blevet enige om, at der skal sendes flere penge til ældre- og socialområdet herunder til de hjemløse,” siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

     I budgetaftalen anerkender forligsparterne, at et stigende antal børn og unge har brug for en ekstra indsats, hvis de skal være en del af brede børnefællesskaber i folkeskolen. Derfor prioriteres der penge til en række indsatser, som skal styrke børn og unges trivsel.

     ”Vi har blandt andet aftalt, at det tværgående trivselsteam skal opnormeres, så ventetiden bliver reduceret, og vi hurtigere kan tilbyde hjælp til børn og unge, som ikke har det godt, og derfor har meget ufrivilligt fravær i skolen. Det er uhyre vigtigt, vi sætter ind tidligt, og at vi styrker vores fokus på forebyggelse,” siger Thomas Medom.

     Også Aarhus Kommunes to specialskoler er blevet tilgodeset i budgetaftalen. Forligsparterne har således aftalt, at der skal afsættes penge til udvidelse af kapaciteten på Langagerskolen og Stensagerskolen, ligesom det skal undersøges, hvordan kapaciteten for specialskoleelever i Aarhus Kommune sikres på lang sigt.

     I budgetaftalen er det endvidere beskrevet, at Børn og Unge skal udarbejdes en analyse af Aarhus Kommunes muligheder for at opfylde loven om minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet, som træder i kraft fra årsskiftet.

     ”Det er altid godt at blive klogere, og derfor er det fornuftigt, at vi nu får afdækket, hvilke håndtag vi kan dreje på i forsøget på at sikre pædagogisk personale omkring vores mindste børn. Når det er sagt, vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg da havde ønsket, vi kunne give dagtilbuddene større budgetter, der gør det muligt at overholde lovgivningen og samtidig opretholde en høj pædagogisk kvalitet,” siger Thomas Medom.

    Forligsparterne er desuden blevet enige om at tilføre ressourcer til en forlængelse af erhvervsplaymakerordningen, som styrker unges muligheder for at vælge en erhvervsuddannelse, ved at skabe gode muligheder for samarbejde mellem folkeskoler og lokale virksomheder og erhvervsuddannelser.

     Samtidig har forligsparterne aftalt, at Tandplejen skal tilføres midler til både anlæg og drift i forbindelse med udvidelsen af retten til vederlagsfri tandpleje for 18-21-årige svarende til 40 procent af deres nuværende målgruppe.

     ”Tandplejen står overfor en stor opgave med den markante udvidelse af målgruppen for gratis tandpleje, som regeringen besluttede i 2021. Vi har fået en god andel af de nødvendige anlægsmidler dækket, men de varige, forhøjede driftsudgifter, der følger med udvidelsen af tandplejen, må vi selv finde i Aarhus Kommune. Det har vi nu taget ansvaret for, og det er jeg meget tilfreds med,” afslutter Thomas Medom.

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023