Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Børn og Unge investerer i udeområderne hos 45 dagtilbud, skoler og fritidstilbud

Da coronavirus gjorde hverdagen besværlig for det meste af befolkningen, fik udeområdet en ny betydning.

Indhold

    I vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidstilbud lærte man værdien af at bruge udeområdet på nye og spændende måder. Man blev samtidig bevidst om, at de udendørs faciliteter flere steder er slidte og har brug for en overhaling.

    Derfor vedtog byrådet i Aarhus Kommune i 2020, at der skulle øremærkes 30,6 mio. kroner til optimering og nytænkning af Børn og Unges udefaciliteter. Den første af i alt to ansøgningsrunder, hvor dagtilbud, skoler eller fritidstilbud kan søge om støtte til sit eget projekt, blev afholdt i 2022, og der blev udmøntet 16 mio. kroner til 38 projekter.

    I anden ansøgningsrunde, som netop er afsluttet, har Børn og Unge modtaget ansøgninger fra 56 vuggestuer, dagplejer, børnehaver, skoler og fritidstilbud. Godt og vel 80 procent har fået positiv tilbagemelding, og 45 projekter deler om de resterende 14,6 mio. kroner fra puljen til optimering og nytænkning af Børn og Unges udefaciliteter.

    Hvis der var noget, vi lærte af tiden med restriktioner under corona, så var det, at der også er klare fordele ved at flytte sine pædagogiske aktiviteter udenfor. Herude er der plads og luft, og det har betydning for børnenes trivsel og muligheder for læring, fordi man kan lave anderledes undervisning, som inkluderer alle elever. Men skal man for alvor have fordel af udeområderne, kræver det gode faciliteter. Og det er desværre ikke tilfældet alle steder,” siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, og glæder sig over, at Aarhus Byråd har besluttet at prioritere gode udeområder, som kommer børnene, de unge og medarbejderne i Børn og Unge til gode.

    Blandt modtagerne af puljemidlerne er Skovvangskolen, som ønsker at etablere udemiljøer med plads til musikalsk udfoldelse og bevægelse, samt Mårslet Skovbørnehus som modtager midler til etablering af forbedrede udeområder for vuggestuebørnene.

    Der er kommet rigtig mange gode ansøgninger, med gode idéer til, hvordan udeområderne kan forbedres og tænkes anderledes til gavn for børnene og de unge. Både mens de er i dagtilbud, i skole, SFO eller klub, men også for foreningslivet og lokalområdet generelt. Det har været utrolig spændende at læse de mange gode ansøgninger, og jeg er især glad for, at vi har kunnet give så stor en andel et positivt svar,” siger Thomas Medom.

    Pengene kommer først i 2026

    Aarhus Kommune er i 2024 pålagt et anlægsloft. I den forbindelse er det besluttet, at udmøntningen af puljen til optimering og nytænkning af Børn og Unges udefaciliteter udskydes til 2026, og det ærgrer Thomas Medom.

    Det er ærgerligt, at vi må vente med at sætte gang i de her mange gode projekter. Der er brug for det, og motivationen er i top hos de dagtilbud, skoler og fritidstilbud, hvor man har fået tildelt midler. Jeg håber meget, at vi kan skabe mere rum i økonomien til de kommende budgetforhandlinger, så vi kan komme i gang tidligere,” siger Thomas Medom.

    Fem projekter undtages fra udskydelsen, fordi de ellers ville gå glip af fondsmidler. Et projekt vil derfor kunne tilgå midlerne allerede i år, og de resterende fire projekter til næste år.

    Børn og Unge har udvalgt projekterne på baggrund af en række pædagogiske kriterier. Projekter, hvor børnene og de unge har fået medbestemmelse og medindflydelse, er prioriteret. Derudover har flere sidestillede kriterier haft betydning for udvælgelsen heriblandt behovet for genopretning af nedslidte faciliteter, i hvilken grad foreningslivet og lokalsamfundet involveres samt hvorvidt projekterne har fokus på sammenhængen med lokalområdets øvrige udefaciliteter.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 2751 7961

    Sidst opdateret: 15. september 2023