Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Ændret ordning for Chromebooks til de aarhusianske elever

Byrådet besluttede onsdag, at de aarhusianske elever fra 5.-10. klasse forsat får udleveret Chromebooks i kommende skoleår. Derimod bliver det en lokal beslutning, i hvor høj grad it skal være en del af hverdagen for eleverne i 0.-4. klasse. Med beslutningen følger også en ny arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til brugen af sociale medier på elevernes Chromebooks.

  • Læs op

Indhold

    Elevernes adgang til en personlig Chromebooks ligger i forlængelse af byrådets beslutning fra 2019, som sikrede alle elever i 2.-10. klasse lige adgang til it-udstyr uafhængigt af forældrene eller skolens økonomi.

    Siden har børn og unges skærmtid, digital dannelse og skolernes brug af digitale læremidler været emne for offentlig debat, hvilket afspejler sig i den fremtidige ordning med Chromebooks, der fra 2024 alene bliver obligatorisk for 5.-10. klasse. I hvor høj grad it-udstyr skal være end del af hverdagen for eleverne i 0.-4. klasse har skolerne selv frihed til at beslutte.

    For Børn og Unge rådmand Thomas Medom er en balanceret tilgang til elevernes brug af it i skolen vigtig.

    Vi kan konstatere at skærme i dag fylder en stadig større del af vores hverdag. Det gælder på arbejdspladsen, i hjemmet og i skolen. Derfor er det også både nødvendigt og helt naturligt, at digitale værktøjer indgår i elevernes hverdag som et vigtigt pædagogisk og didaktisk redskab, der bidrager til læring. Men det må ikke være på bekostning af en alsidig og varieret skoledag med plads til leg, bevægelse, fysisk kontakt og analoge læringsmidler. Vi skal balancere brugen, både i forhold til alder og den variation, som skoledagen skal rumme,” siger Thomas Medom, der glæder sig over, at der med aftalen om Chromebooks samtidig nedsættes en arbejdsgruppe, der blandt andet skal afdække muligheder og udfordringer i håndteringen af sociale medier på elevernes Chromebooks.

    Vi bliver hele tiden klogere på, hvad børn og unges skærmbrug og brug af digitale medier betyder for deres generelle udvikling og trivsel. Derfor skal vi fortsat være nysgerrige på, hvordan vi bedst muligt bruger de mange digitale værktøjer i skolen. De digitale muligheder udvikler sig i dag lynhurtigt, så der er brug for et løbende fokus på digitale strategier. Det gælder lokalt på den enkelte skole og på den fælles bane, hvilket arbejdsgruppen kommer til at bidrage med,” siger Thomas Medom.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023