Gå til hovedindhold

UrbanLIFEcircles

UrbanLIFEcircles hjælper Aarhus til at blive en grønnere, vildere og mere levende by, som alle kan nyde og være aktive i. Flere af vores naturområder får nu et ordentligt rygstød til glæde for både dyr, planter og ikke mindst aarhusianere, som ønsker mere vild natur.

Indhold

    Oversigtskort over UrbanLIFEcircles i Aarhus Kommune

    Konkrete projekter under UrbanLIFEcircles

    Brabrand Sø med omgivelser

    UrbanLIFEcircles skal bidrage til at løfte naturtilstanden i Natura 2000-området omkring Brabrand Sø. Det sker blandt andet ved indsatser, der skal forbedre levestederne for områdets mange fuglearter samt høslæt omkring udvalgte rigkær.

    Mere biodiversitet i Marselisborgskovene

    UrbanLIFEcircles skal bidrage til Aarhus Kommunes igangværende arbejde med at fremme biodiversiteten i Marselisborgskovene.

    Biodiversitet i byen

    UrbanLIFEcircles arbejder for at øge værdien af byens eksisterende grønne områder og binde dem sammen til et system, hvor bynaturen kan vokse, sprede- og bevæge sig. Helt konkret arbejder vi på at skabe mere biodiversitet i de grønne korridorer, der forbinder de eksisterende naturområder.

    Invasive arter

    UrbanLIFEcircles arbejder for at bekæmpe invasive arter i den aarhusianske natur, da de kan skade de hjemmehørende arter og skabe ubalance i økosystemerne.

    Om UrbanLIFEcircles

    UrbanLIFEcircles (den grønne biodiversitetsring) er et internationalt bynaturprojekt forankret i Tartu By i Estland og med samarbejdspartnere fra Riga i Letland og Aarhus.

    Projektets løber fra 2022 til 2027 og har til formål at øge biodiversitet i byen og i bynære Natura2000-områder, at skabe og forstærke de økologiske forbindelseskorridorer - de såkaldte blå-grønne forbindelser - mellem eksisterende naturområder, at afbøde virkningerne af klimaændringer og at skabe et levemiljø for alle.

    I samarbejde med frivillige organisationer, grundejerforeninger, virksomheder og byens borgere forvandles bymiljøer til et bedre levested for både bynatur og mennesker. Projektet har et stort fokus på at forbedre bynaturen i Aarhus Kommune og give gode grønne rammer for byliv. Det er nemlig vigtigt at give aarhusianerne kendskab til og forståelse for, at vi deler kommunen med en masse andre arter, som fugle, dyr, padder, sommerfugle, bier og andre insekter.

    Der arbejdes med biodiversiteten i og omkring Marselisborgskovene og Brabrand Sø, så aarhusianerne kan få større naturoplevelser med mere vild natur, uberørt skov og flere arter.

    I Marselisborgskovene skal plejen og driften sikre, at biodiversiteten bliver højnet og skovområderne blive mere vilde. Det sker blandt andet ved at genetablere naturlige søer og vandløb med dødt ved.

    I området ved Brabrand Sø vil fuglene få optimale forhold, når sivene bliver holdt i en lav højde. Derudover skal nye teknologiske løsninger testes for at optimere driften.

    10 grønne områder skal blive mere vildere ved at ændre driften. De grønne områder indebærer: Riis Skov, Vennelystparken, Åparken, Åby Park, Hasle Bakker, Klokkerparken, Stavtrup Skovplantning, Vårkærparken, Byvangen og Tangkrogen.

    I løbet af projektet vil der blive udviklet ”best practices”, som andre byer kan følge som eksempel i fremtiden.

    Projektet er medvirkende til realisering af Aarhus Kommunes blå-grønne temaplan, der skal sikre en robust og bæredygtigt grøn by, som samtænker plads til vandet i de grønne områder og skaber mere variation og kvalitet i nye byudviklingsområder og erhvervsområder.

    Projektets samlede økonomi er 22 mio. kroner, hvoraf 13 mio. kroner kommer fra EU LIFE. Aarhus Kommune bidrager selv med 9 mio. kroner. Bevillingen kommer fra EU-puljen ”LIFE-2021-SAP-NAT (Nature & Biodiversity - Standard Action Projects (SAP)”, som støtter projekter, der arbejder for at forbedre biodiversiteten og skabe mere vild natur i urbane områder.

    Sidst opdateret: 24. oktober 2023