Tillægsgodkendelse og afgørelse om ikke VVM-pligt
Teknik og Miljø har meddelt tillægsgodkendelse til omlastning af pap og papiremballage, samt afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af VVM-pligt til Verdis A/S, Grydhøjparken 26 og 27, 8381 Tilst
Afgørelsen omhandler tillægsgodkendelse til omlastning af affaldstyperne pap og papiremballage.
Aktiviteten foregår på adresserne Grydhøjparken 27 og del af Grydhøjparken 26, 8381 Tilst.
Godkendelsen gives som et tillæg til virksomhedens miljøgodkendelse af den 15. september 2025 til omlastning af ikke-farligt affald, samt tillægsgodkendelse af 12. februar 2026 til omlastning af miljøkasser med farligt affald.
Omlastning af pap- og papiraffald foregår i telthallen på 60 x 40 m etableret på ejendommen til omlastning af glas/metal samt plast/MDK.
Der forventes årligt omlastet ca. 1.000 tons pap- og papiraffald pr. år. Antallet af indsamlingsbiler, der aflæsser pap- og papiraffald i telthallen, vil være højst 500 om året svarende til 2-3 biler pr. arbejdsdag.
Pap- og papiraffaldet balles i den opstillede ballepresse, som også benyttes til at balle plast/MDK. Færdige baller stilles i telthallen, hvorfra de læsses på de lastbiler, der videretransporterer pap- og papiraffald til behandlingsanlæggene, der genanvender fraktionen.
Vilkår i forhold til håndtering af spildevand ændres. I forbindelse med opstart af virksomheden har Aarhus Kommune meddelt midlertidig tilslutningstilladelse af 10. oktober 2025. Erfaring har efterfølgende vist, at der er så ringe mængder spildevand, at virksomheden fremover vil opsamle det i en lukket brønd, som tømmes efter behov af en slamsuger og bortskaffes som farligt affald.
Aarhus Kommune vurderer, at virksomheden ved sin art, størrelse og placering vil kunne drives uden væsentlige gener for omgivelserne og indvirkning på miljøet, når driften sker i overensstemmelse med de stillede vilkår.
I forbindelse med sagens behandling er der foretaget en VVM-screening, hvor det er vurderet, at etablering og drift af omlastepladsen kan miljøgodkendes uden udarbejdelse en miljøkonsekvensrapport jf. miljøvurderingslovens §21.
Godkendelsen kan ses her eller ved henvendelse til Teknik og Miljø.
Ønsker du teksten udleveret i oplæsningsvenligt format så kontakt Teknik og Miljø på 8940 4400 eller virksomheder@mtm.aarhus.dk
Enhver med væsentlig individuel interesse i sagen samt visse klageberettigede organisationer kan klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over afgørelse om miljøgodkendelse.
Afgørelse om ikke VVM-pligt kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
En klage over afgørelserne skal indgives gennem Klageportalen til Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, som videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen er den 18. september 2026.
Du logger på Klageportalen via kpo.naevneneshus.dk, borger.dk eller virk.dk, typisk ved hjælp af MitID.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Teknik og Miljø i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Gebyret tilbagebetales ved helt eller delvis medhold i klagen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, E-mail: virksomheder@mtm.aarhus.dk. Vi videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan få yderligere vejledning og læse mere om klage- og gebyrordningen på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside: naevneneshus.dk/naevnsoversigt/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/vejledning/
