16a. Ændring af tidsangivelse på p-skiven
Læs mere om ændring af tidsangivelse på p-skiven i Aarhus Kommune her.
Det er ulovligt at parkere et køretøj på en tidsbegrænset parkeringsplads og løbende ændre tidsangivelsen på køretøjets parkeringsskive. Det skyldes, at det forhindrer den tiltænkte udskiftning på områdets parkeringspladser, hvilket er nødvendigt for at sikre, at beboere og forretningskunder i området kan parkere deres køretøjer.
Relevant retspraksis
Vestre Landsret 1969
En bilist var blevet pålagt en parkeringsafgift for at overskride tidsbegrænsningen på en parkeringsplads med 2 timers tidsbegrænsning. Han mente ikke, at afgiften var korrekt pålagt, fordi han efter 2 timer havde flyttet bilen for at finde en anden parkeringsplads, men uden held, hvorfor han efter 5 minutter vendte tilbage til den første parkeringsplads, parkerede sin bil i en anden bås end den første og indstillede p-skiven på det nye ankomsttidspunkt.
Landsretten fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med rette, idet hele parkeringen måtte anses som én samlet parkering. De to parkeringer var sket på samme parkeringsplads uden nogen tidsmæssig eller kørselsmæssig afbrydelse af betydning, hvorfor de forhindrede den effektive gennemførelse af tidsbegrænset parkering.
Østre Landsret d. 3. maj 1968
En bilist var blevet pålagt en parkeringsafgift for at ændre på tidsangivelsen på sin parkeringsskive og dermed overskride tidsbegrænsningen på den 2 timers-parkeringsplads, hans bil var parkeret på. Bilisten parkerede kl. 9.00 og flyttede kl. 11.00 sin parkeringsskive til kl. 11.45.
Bilisten mente ikke, at parkeringsafgiften var korrekt pålagt, idet han havde været tilbage ved sin bil inden, at de 2 timer var gået. Landsretten fandt, at afgiften var korrekt pålagt, idet ændringen af tidsangivelsen forhindrede den effektive gennemførelse af tidsbegrænset parkering.
Parkering
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon:
89404410
E-mail: parkering@aarhus.dk Telefoniske åbningstider: Mandag-onsdag og fredag kl. 10-12 og torsdag kl. 12.00-14.00.