Gå til hovedindhold

Hvad er vold? Definition for børn, unge og voksne

Er du udsat for vold? Det kan være svært at finde ud af. Vi håber, at definitionerne her på siden kan hjælpe dig. De er delt op i info til børn og info til unge og voksne.

  • Læs op

Indhold

    • Fysisk vold kan fx være slag, spark, kvælningsforsøg, lussinger. Volden kan ofte ses, da den kan give mærker på kroppen.
    • Psykisk vold er, når en person skader, skræmmer, krænker, styrer og dominerer andre ved brug af magt eller trusler. Det kan fx være, en person truer dig  direkte, ydmyger dig, får dig til at føle dig mindre værd eller kontrollerer dig på anden vis, fx ved at isolere dig.
    • Seksuel vold/overgreb kan fx være en ubehagelig beføling, eller hvis nogen forsøger at gennemføre eller gennemfører et tvunget samleje.
    • Materiel vold kan fx være, hvis en person ødelægger ting og/eller smider ting ud, der betyder noget for dig.
    • Digital vold er overgreb, der sker digitalt fx via din telefon eller sociale medier. Det kan fx være, at en anden tvinger dig til at gøre noget, du ikke har lyst til.

     

    ”Vold er en handling eller trussel, der uanset formålet, kan krænke en anden persons integritet eller som skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt.” (Socialstyrelsen 2020)

    Vold behøver ikke at give synlige mærker på kroppen. Vold kan både være fysisk, seksuel, materiel og/eller Økonomisk – Ofte vil den enkelte blive udsat for flere former af vold samtidig.

    Der findes forskellige former for vold:
    • Fysisk vold kan fx være slag, spark, kvælningsforsøg, lussinger, skub m.m. Volden er ofte synlig, da den kan give mærker på kroppen. Den fysiske vold kan både være af grov og mindre grov karakter. Selvom den fysiske vold ofte kan give mærker og skader på kroppen, påvirker den også den enkelte psykisk.
    • Psykisk vold er alle de måder, en person kan skade, skræmme, krænke, styre og dominere andre ved hjælp af magt eller trusler. Det kan fx være direkte trusler, nedvurderende og ydmygende adfærd, kontrol og isolation.
    • Seksuel vold/overgreb kan udøves på mange måder og dækker overordnet over uønskede seksuelle og seksualiserede handlinger. Det kan være ”Direkte eller indirekte tvang til at udføre seksuelle handlinger, som en anden person ikke ønsker.” (socialstyrelsen 2020). Det kan fx være ubehagelig beføling, forsøg på eller gennemført tvunget samleje.
    • Materiel vold er rettet mod dine private ejendele. Det kan fx være, hvis en person ødelægger ting og/eller smider ting ud, der betyder noget for dig, eller at du bliver nægtet adgang til dine personlige ejendele.
    • Økonomisk vold er, når du fratages retten til at råde over din egen økonomi. Eksempelvis ved at du nægtes adgang til egen konto, bliver tvunget til at optage gæld, eller fratages din løn.
    • Digital vold er, når overgrebene forgår digitalt, fx via din telefon eller på sociale medier. Det er en form for psykisk vold, der kan minde om stalking.
    • Stalking er en form for psykisk vold, der består af uønsket og gentagen forfølgelse, overvågning og chikane. Det kan fx være, hvis du får gentagende SMS’er, telefonopkald, eller du forfølges eller overvåges i dit hjem eller på dit arbejde, enten personligt eller via elektronisk udstyr. Det kan også være chikane på nettet, trusler om vold osv.
    Du kan se en uddybning af definitionerne på Socialstyrelsens eller Lev uden volds hjemmeside.

    Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte vores åbne rådgivning om vold i familien.
    Sidst opdateret: 15. august 2023