Forælder til ung med misbrug
Hvis du er forælder eller er bekymret for en ung med et rusmiddelbrug, kan du altid henvende dig for at få rådgivning i vores Ungekontakt.
Vi rådgiver, vejleder, informerer og henviser til hjælp eller behandling, når det er nødvendigt.
Det er helt naturligt, at unge prøver grænser af og eksperimenterer med livet. Men det kan være svært at se, hvornår der er tale om en naturlig og sund udviklingsproces, og hvornår dit barn er ude på et sidespor, hvor konsekvenserne kan være alt for kostbare.
Vi tager din bekymring alvorligt og tilbyder:
- Information om signaler på brug af rusmidler
- Information om virkning og bivirkning af rusmidler
- Vejledning i hvordan du kan reagere på din bekymring og mistanke og kommer i dialog med dit barn
- Henvisning til hjælp eller behandling, når det er nødvendigt
Sådan får du adgang til tilbuddet
Kontakt Ungekontakten.
Mere om opioider
Opioider er smertestillende medicin baseret på morfinlignende stoffer. Der findes milde morfinpræparater som fx Tramadol (dolol) og stærke morfinpræparater som fx Oxycodon.
Andre kendte opioider er heroin, metadon og fentanyl. For alle opioider gælder det, at ved længerevarende brug, er der risiko for misbrug og afhængighed.
Ulovligt uden recept
Opioider kan kun købes lovligt med recept. Det er strafbart at have opioider på sig uden at have en recept.
Når man er påvirket af opioider, bliver pupillerne små, og pulsen langsommere. Vejrtrækningen bliver også langsommere, og personen virker typisk ekstremt rolig og afslappet. Det kan nærmest virke som om, personen er i en søvnlignende stand mellem vågenhed og dyb søvn.
Hvis man bruger opioider regelmæssigt, gennem længere tid, så kan der opstå tilvænning. Tilvænning betyder, at der skal mere og mere til for at få samme effekt. Måske begynder man med to piller men skal efter noget tid have fem eller ti piller for at opnå den samme virkning.
Opioider bliver ofte en del af et blandingsmisbrug, hvor alkohol, hash, benzodiazepiner, amfetamin eller kokain også indgår. Hvis man blander opioider med andre sløvende stoffer som fx alkohol eller benzodiazepiner, så opstår der en synergieffekt mellem stofferne. Det betyder, at effekten bliver mere end dobbelt så stærk og uforudsigelig. Dette kan resultere i en dødelig forgiftning, da stofferne dæmper nervesystemet så meget, at vejrtrækningen stopper.
- Vis dit barn, at du tager afstand fra illegale rusmidler, herunder ulovlig medicin
- Vær opmærksom på dit barns adfærd og trivsel, vær særlig opmærksom på ændringer over kort tid
- Vær opmærksom på sløvhed og/eller abstinenssymptomer
- Du skal reagere, hvis du finder tomme blisterpakker på dit barns værelse eller i en taske/lomme
- Tal med dit barn om konsekvenserne ved at tage medicin uden recept
- Opbevar receptpligtig medicin så det ikke er tilgængeligt for børn og unge.
Ungekontakten
Ungecenter Social og Fællesskaber
Åbningstider:
Mandag - torsdag kl. 12-15
Telefontider:
Mandag - fredag kl. 9-15
Skanderborgvej 156
8260 Viby J
Telefon:
89 40 52 00