Bevilling af kørsel til skoleelever
Her kan du læse mere om, hvornår skoleelever har ret til kørsel til og fra skole og hvilke typer kørsel, der bevilges.
Forudsætninger for bevilling af kørsel
For at der kan bevilges kørsel, skal dit barn gå på distriktsskolen eller være henvist til et specialundervisningstilbud, modtagelsesklasse eller en modtagerskole for elever med dansk som andetsprog.
Dit barn kan kun bevilliges kørsel til én adresse, folkeregisteradressen. Hvis begge forældre med fælles forældremyndighed bor i samme skoledistrikt, kan de vælge, til hvilken adresse kørslen skal ske.
Dit barn kan ikke få bevilget kørsel, hvis du har valgt privatskole.
Der kan bevilges kørsel, hvis:
Skolevejen er for lang, når afstanden mellem elevens folkeregisteradresse og skolen er:
- over 2,5 km. for elever i børnehaveklasse og 1.-3. klasse
- over 6 km for elever i 4.-6. klasse
- over 7 km for elever i 7.-9. klasse
- over 9 km for elever i 10. klasse
Afstanden mellem skole og hjem beregnes efter den korteste rute til fods.
Dit barn kan få bevilget kørsel på grund af farlig skolevej, hvis vejmyndigheden vurderer, at skolevejen er trafikfarlig. Der er som udgangspunkt ikke tale om farlig skolevej, hvis der er fortov, cykelsti, trafikregulerede vejkryds eller afmærkede fodgængerfelter.
Dit barn har ikke ret til kørsel efter afstandskriterierne eller trafikfarlig skolevej, hvis du har benyttet dig af frit skolevalg.
Hvis dit barn er invalideret i en sådan grad, at kørsel er nødvendigt for at komme mellem skole og hjem, kan der bevilges kørsel på baggrund af sygdom eller handicap.
Vi vurderer ansøgningen ud fra en konkret og individuel vurdering af dit barns sygdom eller handicap.
Hvis du har benyttet frit skolevalg til dit barn, kan du kun få dækket udgifter svarende til samme kørsel, som dit barn kunne få, hvis det gik på distrikts- eller henvisningsskolen.
Du kan søge om midlertidig kørsel, hvis dit barn for eksempel har brækket benet eller på anden vis er ude af stand til at komme i skole på egen hånd.
Hvis du har benyttet frit skolevalg til dit barn, kan du kun få dækket udgifter svarende til samme kørsel, som dit barn kunne få, hvis det gik på distrikts- eller henvisningsskolen.
Sygdommen skal dokumenteres med en udtalelse eller lignende fra læge, skadestue eller sygehus, som beskriver behovet for kørsel samt en start- og en slutdato.
Elever på ungdomsuddannelser kan søge om kørsel i op til tre måneder, hvis de har brækket benet eller på anden vis er ude af stand til at komme i skole på egen hånd.
Eleven skal have bopæl i Aarhus Kommune.
Sygdommen skal dokumenteres med en udtalelse eller lignende fra læge, skadestue eller sygehus, som beskriver behovet for kørsel samt en start- og en slutdato.
Typen af kørsel, der bevilges, afhænger af en vurdering af din ansøgning og dit barns behov.
Dit barn kan bevilges følgende kørselstyper:
- Skolebus eller skolerejsekort
- Kørselsgodtgørelse for egen befordring
- Rutekørsel med minibus eller taxa
Læs mere om om typer af kørsel her