Gå til hovedindhold

Når dit barn er blevet bevilget kørsel

Her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis dit barn bevilges kørsel.

Indhold

    Transporttid og ventetid

    Vi tilstræber, at transporttiden ikke overstiger 60 minutter eller den direkte transporttid gange 2.

    Der kan forekomme ventetid ved aflevering og afhentning på skolen med skolebus, minibus eller taxa. 
    Ventetiden i forbindelse med transport må samlet ikke overstige 60 minutter om dagen.

    Information om kørsel

    Dit barns kørselstype vil fremgå af bevillingen.

    Rejsekort til offentlig transport og skolebus bevilges og bestilles af skolen.

    Hvis der kører en lokal skolebus, som dit barn har mulighed for at benytte, bliver dit barn bevilget kørsel med skolebus. Hvis der ikke kører en skolebus, kan dit barn blive bevilget skolerejsekort til offentlig transport, for eksempel bus eller letbane.

    Rejsekortet er aktivt i skoleåret fra august til juni. Hvis der bevilges skolerejsekort, kan dit barn køre frit alle ugens 7 dage (dog ikke i natbus) indenfor de tildelte zoner mellem folkeregisteradressen og skolen.

    Du skal selv hjælpe dit barn med at lære at tage bussen til og fra skole.

    Godtgørelse for egen befordring bliver beregnet på baggrund af den korteste rute mellem skole og hjem i køreafstand med bil, uanset hvilken rute du vælger at køre.

    Kørslen bliver godtgjort efter statens lave takst.

    • Du modtager kun kørselsgodtgørelse for de ture, hvor dit barn er i bilen til og fra skole.
    • Hvis du modtager godtgørelse for flere børn, godtgøres der kun for ét barn på den del af strækningen, hvor du kører flere af dine børn sammen.
    • Du modtager kun kørselsgodtgørelse for kørsel på skoledage – og ikke i skolernes ferie eller på skolefrie dage.

    Du kan kun modtage kørselsgodtgørelse fra ansøgningstidspunktet. Du kan ikke få bevilget godtgørelse med tilbagevirkende kraft.

    Rutekørsel er en fast rute, så flere elever så vidt muligt kører sammen, og der tilstræbes en fast struktur og forudsigelighed på kørslen.

    Der er ikke kørsel i ferier og på skolefrie dage. Du kan ikke selv ændre i kørselstiderne, men skal dog huske at aflyse kørslen ved Kørselskontoret, hvis dit barn fx er syg eller holder fri. Skolen giver Kørselskontoret besked om varige ændringer i dit barns skoleskema.

    Dit barn kan kun blive kørt hjem fra SFO, hvis det kan ske uden etablering af særskilt kørsel. Kørslen hjem fra SFO vil derfor blive planlagt på fastlagte tidspunkter. Det betyder, at du ikke selv kan vælge kørselstidspunkt hjem fra SFO.

    Der bevilges ikke kørsel til morgen-SFO.
     
    Der køres kun til én adresse. i udgangspunkt barnets folkeregisteradresse.
     
    Hvis dit barn er under 135 cm, skal det sidde i selepude under kørsel, som du selv skal anskaffe og medbringe.
     
    Ventetiden for dit barn må sammenlagt ikke være mere end 60 minutter dagligt. Det tilstræbes, at kørslen planlægges i forbindelse med skoledagens start / ophør.
     
    Hvis dit barn er mere end 5 minutter forsinket ved afhentning om morgenen, er chaufføren ikke forpligtet til at vente, da det har betydning for de øvrige elever på ruten. Herefter vil det være dit ansvar at få dit barn i skole.
     
    Det er som udgangspunkt dit ansvar at hente dit barn ved akut opstået sygdom i skolen.

    Tidspunkter for ud- og hjemkørsel for dit barn er planlagt under hensyn til kørsel med andre børn. Der kan derfor være ventetid efter skoledagen før hjemkørsel, ligesom afleveringstidspunkt hjemme kan variere (fx på grund af afbud, trafikforhold m.m.).

    Du får nærmere information fra Kørselskontoret angående den konkrete planlægning af dit barns kørsel. 

    Sidst opdateret: 14. oktober 2025