Gå til hovedindhold

Ofte stillede spørgsmål

Se svarene på de mest stillede spørgsmål her.

Indhold

    En bevaringsværdi gælder for bygningens facade. Det er altså alene husets ydre, der er bevaringsværdigt. Det kan f.eks. være husets originale vinduer med kitfals eller sprosser, andre originale materialer eller en særlig farvesætning. Det kan også være, at dit hus er en del af et miljø, der repræsenterer en særlig tid, som gør det bevaringsværdigt.

    Med andre ord er et bevaringsværdigt hus på den ene eller anden måde en del af vores kulturarv og -historie. Og den skal vi passe på.

    Dit hus vurderes på en skala fra 1-9. Hvis det får en værdi mellem 1 og 4, er det bevaringsværdigt og skal skrives ind i kommuneplanen.

    At et hus er bevaringsværdigt, er ikke det samme, som at det er fredet. En fredet bygning knytter sig både til husets indre og ydre og har en særlig national betydning, mens bevaringsværdigt hus udelukkende knytter sig til det ydre og har en særlig lokal eller regional betydning.

    Det er Aarhus Kommune, der udpeger og bestemmer, om dit hus er bevaringsværdigt. Det sker på baggrund af en faglig vurdering, hvor vi bruger den anerkendte SAVE-metode (Survey and Architectural Values in the Environment). SAVE-metoden er udviklet til at vurdere helheder og sammenhænge i relation til enkeltbygninger, så vi kan udpege hvilke bygninger og bebyggede miljøer, der bør omfattes af en særlig opmærksomhed i planlægning og byggesagsbehandlingen. Vi vurderer dit hus ud fra fire parametre:

    • Arkitektonisk værdi
    • Kulturhistorisk værdi
    • Miljømæssig værdig
    • Originalitet

    På hvert parameter får dit hus en værdi fra 1-9. Den samlede værdi er ikke et gennemsnit, men en vægtning af, hvad der har mest betydning.

    Vi sammenfatter vurderingen i en kort skriftlig vurdering med ovenstående parametre og fotograferer huset fra hver facade. Derfor bevæger vi os rundt om huset for at få et samlet indtryk af dit hus. Vi er særlig opmærksomme på, at personfølsomme data ikke fotograferes, og det er kun billeder taget fra offentlig vej, der fremvises offentligt i forbindelse med vurderingen.

    Vi har et tæt samarbejde med Aarhus Stadsarkiv, der blandt andet bidrager med historiske beskrivelser af områder. Vil du læse stadsarkivets områdebeskrivelser, finder du dem her. 

    Du kan følge med i, hvilken bevaringsværdi dit hus har, når byrådet behandler vurderingerne. Huse og bygninger, som får en bevaringsværdi mellem 1-4, karakteriseres som bevaringsværdige og skrives ind i kommuneplanen via et kommuneplantillæg. Et kommuneplantillæg skal godkendes af Aarhus Byråd. Her vil også være en offentlig høring, hvor du har mulighed for at indsende et høringssvar. Efter byrådets vedtagelse vil alle vurderinger være tilgængelige via Aarhus Kommunes hjemmeside.

    I alt skal vi vurdere ca. 41.000 huse og bygninger i Aarhus Kommune.

    Vi vurderer område for område. Det vil sige, at vi f.eks. tager alle huse i Mårslet, inden vi rykker videre til Tranbjerg. Du vil modtage et brev via Digital Post med flere informationer, inden vi går i gang med at vurdere dit område.

    Hvis dit hus bliver udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, kan du stadig bygge om, bygge til og vedligeholde dit hus som hidtil efter plan- og byggelovgivningen.

    Aarhus Kommune kan stille særlige vilkår i forbindelse med, at du ansøger om en byggetilladelse for at sikre, at ændringerne bidrager til at opretholde eller forbedre bevaringsværdien i dit hus eller miljøet. En bevaringsværdi hindrer ikke udvikling af din ejendom, men gør os bedre i stand til at kunne hjælpe med gode råd og vejledning i forbindelse med en plan- og byggesagsbehandling.

    En bevaringsværdi gælder kun bygningens udvendige facader. Når en ejendom besigtigelse foretages der ligeledes kun en vurdering af bygningens ydre facade, og ejendommens placering i forhold til den umiddelbare nærhed.

    Bevaringsværdige bygninger, der ønskes nedrevet, følger en anden procedure end anden bebyggelse. Nedrivning af bevaringsværdig bebyggelse vil blive offentligt bekendtgjort i henhold til bygningsfredningslovens § 18. Denne høringsperiode bekendtgøres i 4-6 uger, hvor offentlige indsigelser kan fremsættes.

    Bevaringsværdige bygninger giver et område karakter og er vigtige for vores fælles historie og kulturarv. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer og passer på dem. Bevaringsværdige bygninger er ejeres ansvar– og på det planmæssige område kommunernes. 

    En udpegning af bevaringsværdige bygninger har til hensigt at gøre os bedre i stand til at kunne hjælpe med gode råd, vejledning og anbefalinger i forbindelse med en plan- og byggesagsbehandling. 

    I Aarhus Kommune er det ikke muligt at søge støtte til renovering af bevaringsværdige bygninger.

    Når bygninger bliver forslået udpeget som bevaringsværdige, sendes vurderingerne i offentlig høring på Høringsportalen. I høringsperioden har alle mulighed for at komme med kommentarer til vurderingerne af de enkelte bygninger indenfor området. Se Høringsportalen her.

    Når høringsperioden er afsluttet, vil alle indkomne svar blive gennemgået. Du modtager ikke en direkte tilbagemelding, men kan se besvarelsen af din henvendelse samt eventuelle ændringer i det materiale, der sendes til byrådets endelige beslutning. 

    Sidst opdateret: 18. februar 2025