Gå til hovedindhold

Retningslinjer for reklame på stilladser

Her kan du se, hvilke regler du skal følge, når du vil ansøge om at opsætte en reklame på dit stillads.

Indhold

    Det kræver en tilladelse at ophænge reklamer og skilte på stilladser, der er placeret på offentligt vejareal. Du kan ansøge om tilladelse på mailadressen raadenovervejareal@mtm.aarhus.dk. Derefter vil ansøgningen blive behandlet af vejmyndigheden i Aarhus Kommune.

    Aarhus Kommune kan give tilladelsen, hvis vi vurderer, at din stilladsreklame kan indgå i det eksisterende bybillede uden at påvirke områdets bymæssige værdier. Her kan vi blandt andet lægge vægt på byrummets arkitektoniske og kulturelle værdier.

    Desuden er det en forudsætning, at reklamen ikke er til fare eller ulempe for hverken fremkommeligheden eller trafikken på vejen.

    Vi kan kun give tilladelse til opsætning af reklamer på stilladser, der er nødvendige i forbindelse med nybyggeri, renovering og ombygning.

    Derudover stiller vi følgende krav:

    • I din ansøgning skal du henvise til den specifikke rådighedstilladelse til stilladsopstilling (med oplysning om ROV nr.)
    • Du skal også fremsende oplysninger om reklamen, der skal opsættes på stilladset, herunder:
      • Størrelse på banneret
      • Et billede af selve reklamebanneret, så vi kan se det visuelle udtryk
    • Stilladsreklamen må som udgangspunkt ikke dække for butiksskiltning. Hvis butiksskilte eller udstillingsvinduer bliver dækket, skal butikkens skiltning gengives på banneret efter aftale med butiksindehaveren
    • Reklamebannere må kun fylde 40 procent af dugen. Resten af dugen skal gengive bygningens facade 1:1
    • Du skal ansøge for hver enkelt stilladsreklame - også hvis du udskifter reklamen på samme stillads. Hver ansøgning vil være forbundet med en opkrævning jf. den gældende takst vedtaget af byrådet. Læs mere om dette under afsnittet om pris
    • Der må ikke sættes lys på reklamebannere
    • Gågadestrækninger skal holdes fri for stilladsreklamer i december måned

    Det er dit ansvar som aktør at indsamle de nødvendige tilladelser, før du går i gang med at opsætte stillads eller stilladsreklamer på offentligt vejareal.

    Vi gør opmærksom på, at lokalplaner kan indeholde beslutninger om, hvorvidt det er tilladt at opsætte reklame på stilladser. Aarhus Kommune vil i den forbindelse afvise ansøgninger, hvis der i en lokalplan allerede er taget stilling til, at stilladsreklame ikke er tilladt.

    Se alle lokalplaner i Aarhus Kommune her.

    Vi kan i visse tilfælde tilbagekalde din tilladelse. Enten hvis vilkårene i tilladelsen ikke overholdes, eller hvis forholdene på vejen har ændret sig på en sådan måde, at vi ikke længere kan imødekomme tilladelsen. Det kan f.eks. være i forbindelse med statsbesøg, royale begivenheder, behov for gravearbejde, særlige arrangementer, akutte hændelser eller på politiets foranledning.

    Vi fører løbende tilsyn med stilladser og stilladsreklamer - både målrettet tilsyn på godkendte stilladsreklamer, såvel som tilsyn på uansøgte stilladsreklamer, som Aarhus Kommunes tilsynsførende møder i gadebilledet.

    Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et stillads reelt og aktivt benyttes i forbindelse med et arbejde på en bygning (og ikke alene er sat op til reklamebrug), vil vejmyndigheden forlange dokumentation for udført eller planlagt arbejde.

    I tilfælde, hvor der ikke er givet tilladelse, eller banneret er opsat inden ansøgningen er godkendt, skal reklamebanneret enten lovliggøres eller alternativt fjernes. Det samme gør sig gældende for selve stilladset. Manglende tilladelse til opsætning kan føre til politianmeldelse, bøder og fjernelse af stilladset og reklamebanneret på aktørens regning jf. Vejlovens § 81.

    I forbindelse med din ansøgning skal du betale et gebyr på 1.840 kroner (2024-priser) pr. reklame. Taksten er vedtaget af byrådet i forbindelse med seneste budgetvedtagelse.

    Du skal betale gebyret i forbindelse med behandlingen af din ansøgning, og vi tilbagebetaler dermed ikke beløbet, hvis din ansøgning ikke imødekommes.

    Takstopkrævningen følger de direkte og indirekte udgifter forbundet med stilladsreklamer. På den baggrund fastsættes takten med mulighed for justering af samme hensyn.

    Aarhus Kommune kan ud fra en konkret og individuel vurdering afvise nye ansøgninger fra aktører, der gentagne gange ikke betaler deres skyldte regninger til Aarhus Kommune.

    Din ansøgning om tilladelse til at opsætte reklame på stillads behandles efter Vejlovens § 80. Når Aarhus Kommune tager stilling til en ansøgning er det på baggrund af en samlet vurdering. Vi tager i den forbindelse hensyn til vejarealets primære funktioner - især de færdselsmæssige hensyn, men også andre almene, offentlige hensyn.

    Jf. Vejlovens § 1 lægger vejmyndigheden også vægt på konsekvenserne af bl.a. miljø, landskabs- og bymæssige værdier, samfundsøkonomi samt hensyn til naboer og andre aktører på vejen.

    En eventuel reklamedug på et stillads er dermed omfattet af kravet om tilladelse. Vejmyndigheden kan derfor stille saglige krav i forhold til dugen, herunder også krav til fastgørelse og udseende.

    Sidst opdateret: 17. juli 2024