Gå til hovedindhold

Virksomhed vil hjælpe borgere med at træffe mere bæredygtige og sundere madvalg

Virksomheden Foodzoomer Technologies har opnået støtte gennem Den Grønne Investeringspulje til projektet ”Foodzoomer – Spis dig bedre”, hvis formål er at opbygge viden om samt udvikle en teknologisk platform, der kan hjælpe unge og deres familier med at træffe bæredygtige og sundere madvalg med fokus på at fremme energiniveau og læringsparathed – med trivsel og madglæde som omdrejningspunkt.

Indhold

    CO2-udledning fra fødevaresystemet

    Ifølge FN’s Klimapanel kommer en tredjedel af de globale drivhusgasudledninger fra fødevaresystemet. Fødevaresystemet dækker alle processer knyttet til produktion, distribution og forbrug af fødevarer. Danmark indgår i dette globale system, og opgjort på husholdninger estimerer Energistyrelsen, at 27 % af de danske forbrugsbaserede udledninger kommer fra forbruget af føde- og drikkevarer. Det er den forbrugskategori, der - sammen med transport - udgør den største udledning fra danske husholdninger.

    Der er derfor behov for at finde nye måder at producere og forbruge vores mad på. Her er en af de mest effektive enkeltfaktorer i en omstilling af madsystemet en bevægelse mod mere planterig mad. Klimarådet anslår, at det er muligt at reducere klimaaftrykket fra vores mad med 31-45 % pr. indbygger, hvis der spises i henhold til Fødevarestyrelsens kostråd. Det vil sige en kost, som blandt andet er baseret på mere grønt, mindre kød og flere bælgfrugter. Det vil være til gavn for både klima og sundhed.

    Det er denne dagsorden, som Foodzoomer Technologies tapper ind i.

    Projektets formål

    Foodzoomer Technologies ønsker at udvikle et madfællesskab gennem en digital platform, der reducerer CO2e-udledningen ved at fremme plantebaserede kostvalg, optimere måltidsplanlægning og reducere madspild. Målgruppen for projektet i regi af Den grønne investeringspulje er udskolingselever og deres familier. Den kommunale testpartner er Virupskolen, hvor skolens personale er engageret i at udvikle undervisningsmateriale.

    Foodzoomer Technologies vil hjælpe unge og deres familier med at træffe sundere og mere bæredygtige madvalg ved at tilbyde skræddersyede måltidsplaner, der tager højde for både trivsel og kostpræferencer. Projektet har som mål at udvikle, teste og demonstrere en innovativ løsning, der kombinerer personlig ernæring med bæredygtighed.

    Visionen rækker ud over det digitale

    Selvom omdrejningspunktet er en digital platform, har Foodzoomer en klar ambition om at bringe madglæden ud i virkeligheden. Der arbejdes med udviklingen af koncepter for fysiske events og interaktive madværksteder, der kan supplere den digitale indsats.

    Tanken er at skabe sanselige oplevelser, hvor unge og familier kan mødes om råvarerne i øjenhøjde. Her udforskes mulighederne for at lave aktiviteter, der inspirerer til mod på nye smagsoplevelser og giver konkrete køkkenfærdigheder – alt sammen med fokus på at gøre den grønne omstilling spiselig og nærværende i hverdagen.

    Ved at koble den teknologiske platform med det fysiske møde, er ønsket at skabe et helhedsorienteret univers, der ikke kun oplyser, men også engagerer og samler brugerne. Projektets indsigter og fund deles løbende i samarbejde med DokkX på deres udstilling for velfærdsteknologi.

    Sidst opdateret: 10. februar 2026