Gå til hovedindhold

RefurbishBike – den ansvarlige miljø-, klima-, genbrugskriger – på cykelstien i Aarhus

‎Projektet skal teste og videreudvikle et nyt cykeludlejningsprojekt, der har fokus på reducering af CO2, miljø og bæredygtighed hele vejen rundt.

Billede af RefurbishBikes signatur cykel

Indhold

    Cyklerne til udlejning har primært afsæt i de hundredvis af cykler, der af forskellige årsager efterlades rundt omkring i Aarhus. Mange af de efterladte cykler kan enten renoveres og upcycles til en god stand eller bruges som reservedele i renoveringen af andre cykler. På den måde bruges genbrug til at undgå unødvendigt ressourcespild.

    Samtidig har projektet fokus på at få flere borgere i sadlen, hvilket kan resultere i færre biler på gaden og dermed en reducering af CO2 – til gavn for vores klima og miljø.

    Social bæredygtighed er også tænkt ind i projektet, da det har høj prioritet, at cykling gøres tilgængelig for alles økonomi gennem det cirkulære udlejningsprojekt. Der er sat et mål om at lave udlejningsløsninger målrettet tre specifikke målgrupper:

    • Familien – herunder ikke mindst børn, der i deres opvækst naturligt har et behov for hyppig udskiftning af cykel til en anden og større model.
    • Studerende – gerne i samspil med Aarhus’ uddannelsesinstitutioner. Her er der bl.a. et ønske om at få skabt den bæredygtige campus-cykel, der eksempelvis kan bruges af studerende, der har langt til studiet, som ”last mile” transport.
    • Virksomheder/medarbejdere – RefurbishBike kan eksempelvis tilbyde virksomheder en flåde af såkaldte Signatur Cykler. Cyklerne designes så signalet om, hvordan virksomheden bakker op om FNs verdensmål, fremstår helt tydeligt, når medarbejderne cykler rundt i bybilledet.

    Projektet vil også blive brugt som afprøvning af nye sensorer, som monteres direkte på cyklerne, der skal være med at levere data og bedre viden om cykelkulturen – og ikke mindst cykeleffektiviteten i Aarhus Kommune. Dette indebærer bl.a. at afdække tidspunkter og strækninger med spidsbelastninger/sikkerhedsmæssige udfordringer og at visualisere forbedringsmuligheder – for eksempel i forhold til arbejdspladsens grønne aftryk eller skolens trafiksikkerhed.

    Der er et ønske om at bruge data til forbedringer i trafikken, der gør det nemmere, sikrere og sjovere at cykle på arbejde, i skole eller blot i fritiden.

    Sidst opdateret: 21. november 2024