Meningsfuld og anvendelig genanvendelse af kasserede tekstiler
Virksomheden ELA Re:Made har opnået støtte via Den Grønne Investeringspulje til projektet ”Meningsfuld og anvendelig genanvendelse af kasserede tekstiler”, hvis formål er at udvikle et nyt og slidstærkt materiale af kasserede tekstiler.
Cirkulære løsninger er vejen frem
Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, er cirkulære løsninger udviklet af erhvervslivet helt essentiel. Et tydeligt eksempel herpå er virksomheden, ELA Re:Made. ELA har konstrueret en maskine, der med nåle kan filte fibre fra kasserede tekstiler til et nyt materiale, som kan syes til nye produkter bestående af 100% genanvendt tekstil. Disse produkter er således uden tilsat lim eller kemi og består udelukkende af el og arbejdskraft.
Løse tekstiler er en stor udfordring
En stor del af den indsamlede tekstil, der er sorteret i poser, genbruges eller genanvendes i dag. Det er imidlertid en stor udfordring, at en betydelig del af den indsamlede tekstil ligger løst og ikke i poser, hvorfor den bliver kasseret i første sortering. Årsagen til, at de løse tekstiler i dag ikke bliver genanvendt, erdels risikoen for en papir-/papfnullerforurening og dels forurening eller beskadigelse gennem papir-/papsorteringen.
Potentialet for en forøgelse af den reelle genanvendelse ligger primært i at udsortere løse tekstiler til genanvendelse. Kredsløb vurderer at netop de løse tekstiler, med de fejl og forureninger de måtte have, vil kunne anvendes til ELA Re:Mades projekt.
Støtte via Den grønne investeringspulje
Med støtte fra Den grønne investeringspulje og i samarbejde med Kredsløb vil ELA teste deres løsning og udvikle et materiale af de mest optimale fibersammensætninger. Efter en markedsafsøgning har det ikke været muligt at finde en maskine i en passende størrelse og med tilstrækkelig kapacitet til at bearbejde materialer fra fx vaskerier, da disse er meget slidstærke. Den udfordring kommer denne maskine ifølge ELA til at kunne imødekomme.
Skaleringspotentiale og gevinster: Fra affald til ressource
ELAs forretningsmodel kan således bidrage til løsningen på én af de største udfordringer med genanvendelse af tekstilaffald og give virksomheder med tekstiler som affaldsprodukt mulighed for at genanvende de kasserede tekstiler til ny produkter. Ved at genanvende tekstilerne lokalt vil CO2e-udledningen på sigt reduceres. På kort sigt er det ELAs ambition, at erfaringen også kan indgå som undervisningsmateriale målrettet diverse uddannelsesinstitutioner, så ELAs viden og erfaring kommer den brede offentlighed til gavn.
Kontakt os
Medlemmer af sekretariatet for Den grønne investeringspulje:
Tine Lai Andersen
Bæredygtighedskonsulent
Erhverv- og Bæredygtig Udvikling, Borgmesterens Afdeling
M +45 29244172, E tilaa@aarhus.dk
Caroline Langergaard
Udviklingskonsulent
Erhverv- og Bæredygtig Udvikling, Borgmesterens Afdeling
M +45 21349614, E lancar@aarhus.dk