Gå til hovedindhold

Hjælpemidler

Personer med funktionsnedsættelse kan få bevilget hjælpemidler, hvis funktionsnedsættelsen medfører barrierer i forbindelse med et job, uddannelse eller ved deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Indhold

    Der kan bevilges hjælpemidler til mennesker med handicap i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., hvis det er en nødvendig forudsætning for, at borgeren kan udføre arbejdsopgaverne.

    Hjælpemidler kan være undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Formålet med at yde tilskud til hjælpemidler er at understøtte, at personer kan få og deltage i beskæftigelsestilbud samt opnå eller fastholde et almindeligt arbejde.

    Hvad indebærer bevilling af hjælpemidler?

    For at få bevilget hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., er det en betingelse, at:

    • hjælpemidlet ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen
    • udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiver forudsættes at afholde
    • hjælpemidlet er af afgørende betydning, for at personen kan deltage i tilbuddet, fastholde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed
    • hjælpemidlet kompenserer for personens begrænsning i arbejdsevnen

    Ansvar for bevilling af hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. ligger hos jobcenteret i bopælskommunen, og hjælpemidler kan bevilges som udlån eller tilskud.

    Hvem kan få bevilget hjælpemidler?

    Det er en betingelse for at få bevilget hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at man er omfattet af lovens målgrupper.

    Jobcenter Aarhus kan give tilskud til hjælpemidler til personer, som er i:

    • ordinær beskæftigelse
    • selvstændig virksomhed
    • tilbud om vejledning og opkvalificering
    • virksomhedspraktik
    • ansættelse i løntilskud, skånejob, løntilskud for personer med handicap (isbryderordningen) og fleksjob
    • seniorjob
    • ressourceforløb

    Jeres virksomhed kan ansøge om hjælpemiddel til en medarbejder. Er en jobkonsulent i Jobcenter Aarhus tilknyttet jeres medarbejder, kan I kontakte jobkonsulenten.

    Alternativt kan I ansøge digitalt via ansøgnings- og bevillingssystemet VITAS.

    VITAS
    Sidst opdateret: 2. juni 2025