Ansæt en medarbejder til udviklingsopgaver (tidligere SMV:Vækstpilot)
Har din virksomhed brug for hjælp til udviklingsopgaver? Få tilskud til ansættelse, som bringer nye kompetencer ind i din virksomhed.
Udviklingspuljen er for dig, som står med en eller flere udviklingsopgaver og har brug for nye kompetencer i virksomheden. Få 50 % tilskud til lønomkostninger i op til seks måneder (max. 20.000 kr. pr. måned). Kandidaten skal være ansat minimum 37 timer om ugen. Tilskuddet udbetales, når forløbet er afsluttet.
Hvem dækker udviklingspuljemidlerne?
Puljen giver tilskud til en ny medarbejder, som inden ansættelsesstart skal være registreret jobsøgende og have en erhvervs- eller videregående uddannelse. Under forløbet er der desuden mulighed for at søge om tilskud til kompetenceudvikling af vækstpiloten (op til 20.000 kr. ekskl. moms).
Virksomheder, der tidligere har fået støtte gennem den gamle Vækstpilot-ordning, kan godt søge denne pulje.
Der åbnedes for ansøgninger den 15. august 2026 kl. 09:00, og der lukkes igen den 11. december 2026 kl. 23:59. Der vurderes og tildeles midler løbende i ansøgningsperioden, så du behøver ikke vente med at ansøge den 11. december.
Eksempler på udviklingsopgaver:
Markedsføring: Udvikling og implementering af markedsføringsstrategi, SEO, SoMe mv.
HR: Implementering af nye værktøjer og processer
Proces- og produktionsoptimering: Effektivisering og indførsel af ny teknologi mv.
Bæredygtighed: Udvikling af grøn, cirkulær strategi og nye processer mv.
Digitalisering: Implementering af nye systemer som CRM, ERP, lagerstyring og analyseværktøjer
Internationalisering: Markedsanalyser, markedsstrategier mv. Obs: Må kun være forberedende tiltag.
Sådan matches virksomhed og kandidat
Matchet mellem virksomhed og kandidaten kan eksempelvis ske via Erhvervshusenes mange samarbejdspartnere.
Du kan for eksempel få hjælp gennem Job Aarhus eller en a-kasse til at rekruttere den helt rigtige profil til din virksomheds udviklingsopgaver. Du er også velkommen til at håndtere rekrutteringsprocessen på egen hånd.
Læs mere om hvordan du søger tilskud til en vækstpilot på: Ansæt en medarbejder til udviklingsopgaver | Virksomhedsguiden. Du kan også ringe ind til Job Aarhus på 87 13 42 12 eller skrive til vtv@aarhus.dk med ”Ansæt en medarbejder til udviklingsopgaver (tidligere SMV:Vækstpilot)” i emnefeltet.
Udviklingspuljen organiseres gennem Erhvervshusene med støtte fra EU.