Virksomheder har mulighed for at ansætte en nyuddannet medarbejder med handicap med løntilskud gennem den såkaldte isbryderordning.
Link kopieret
Indhold
Ordningen giver virksomheder økonomisk støtte til at ansætte nyuddannede med handicap og dermed hjælpe dem med at opnå praktisk erfaring inden for deres fagområde.
Både private og offentlige virksomheder kan benytte ordningen. Det er ikke et krav, at den nyuddannede har været ledig, for at virksomheden kan modtage støtte.
Medarbejderen skal ansættes inden for sit uddannelsesområde og skal påbegynde ansættelsen senest to år efter endt uddannelse.
For at en person kan ansættes i isbryderordningen, er det et krav, at følgende kriterier er opfyldt:
Personen har et handicap
Personen har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed
Uddannelsen giver ret til optagelse i en a-kasse (medlemskab er ikke et krav)
Personen mangler erhvervserfaring inden for det område, vedkommende er uddannet til
Ansættelsen påbegyndes senest to år efter afsluttet uddannelse
Isbryderordningen kan var i op til ét år.
Virksomheden udbetaler løn til medarbejderen og kan herefter søge om refusion.
Løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige. Hvis virksomheden ikke er dækket af en overenskomst, skal vilkårene svare til det niveau, der normalt gælder på området.
For private virksomheder gælder det, at støtten – beregnet over en periode på ét år efter ansættelsen – ikke må overstige 75 % af de samlede lønomkostninger til medarbejderen.
Ønsker I yderligere information om regler og lovgivning, kan I finde mere på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.