Ny bypark i Lisbjerg fokuserer på genbrug, bevaring og inddragelse
I Lisbjerg nord for Aarhus er Teknik og Miljø i fuld gang med at skabe en ny by, som kommer til at huse mange tusinde nye borgere i fremtiden. Et centralt element i den første fase af byudviklingen er en ny bypark, hvor man indtænker forskellige bæredygtige tiltag.
Aarhus oplever høj vækst i både indbyggere og erhverv, og derfor arbejder man i Teknik og Miljø på at udvikle byen og kommunen, så den i fremtiden kan rumme flere mennesker og flere arbejdspladser.
Lisbjerg er et strategisk vigtigt område for byudvikling, og ambitionen er, at Lisbjerg skal være et sted hvor fællesskaber, byrum og arkitektur danner rammen om den gode by at bo, leve og arbejde i.
”Fokus for byudviklingen i Lisbjerg er det gode familieliv, og vi arbejder derfor på at tilpasse boligtyperne, så de passer til børnefamilier. Samtidig er ambitionen at få alle nødvendige funktioner ud i området, herunder institutioner, skole, idrætsfaciliteter, indkøbsmuligheder og erhverv. Infrastrukturen har også høj prioritet med letbanen tæt på og anlæg af supercykelsti samt et større, sammenhængende stisystem,” fortæller projektleder Jens Ole Madsen.
En bypark med bæredygtigt fokus
Det styrende princip i udviklingen af Lisbjerg er, at der skal bygges en blandet by med plads til det gode hverdagsliv, hvor bebyggelsen i området signalerer by, bymidte, landskabelige kvaliteter og mangfoldighed. En levende by, der kombinerer det bedste fra landsbyens fællesskaber med det bedste fra storbyen fyldt med byliv og intime byrum. Og samtidig en by, hvor der er nem adgang til naturen og de mange nærtliggende grønne, rekreative områder i form af blandt andet Lisbjerg Skov, Egå Engsø og Kasted Mose.
Centralt for byudviklingen i Lisbjerg står etableringen af en ny bypark, som byen skal vokse rundt om. Efter planen begynder parken at blive anlagt i løbet af 2026.
”Det bliver en moderne park med masser af træer, blomster og buske, som kan tiltrække den biodiversitet, der er i området. Når vi anlægger den nye bypark, fokuserer vi på at bevare eksisterende beplantning og samtidig tilføje flere træer og buske, så vi skaber et mere grønt Lisbjerg med åndehuller til både dyr og mennesker,” siger Jens Ole Madsen og fortsætter:
”Vi arbejder også på at få klimatilpasset området, vi åbner vandløb, og vi genbruger sten og jord fra lokalområdet i etableringen af den nye park.”
For Jens Ole og kollegerne er det også vigtigt at tage de lokale med på råd. Det gælder både i etableringen af et område i byparken, hvor der er plads til køer, som flere lokale tager del i. Ligeledes er nogle af byens børn og unge blevet inddraget i tilblivelsen af en kommende legeplads, som de kan komme med forslag og ideer til.