Kirkegårdssager
Oplysninger om Teknik og Miljøs behandling af dine personoplysninger i Byliv
Vi skal bruge personoplysninger om dig og relevante parter i sagen, for at vi som myndighed kan behandle din ansøgning efter reglerne i lov om begravelse og ligbrænding og lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.
Retsgrundlaget for vores behandling af personoplysninger er i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c) om behandling, der er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige og artikel 6, stk. 1, litra e) om behandling, der er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse samt artikel 9, stk. 2, litra f i det omfang, der er tale om behandling af personfølsomme oplysninger.
Vi behandler personoplysninger om dig og relevante parter i kategorien almindelige personhenførbare oplysninger i form af navn, adresse, e-mailadresse, telefonnummer og cpr.nr. Får vi tilsendt personfølsomme oplysninger om dig typisk i form af helbredsoplysninger behandler vi også disse, men indsamler dem ikke hos andre end dig uden dit samtykke.
Vi videregiver dine personoplysninger til andre, når vi er berettigede eller forpligtede til det. Almindelige personhenførbare oplysninger videregives f.eks. til kirkegårdskontorer, andre offentlige myndigheder, private virksomheder som f.eks. bedemænd, stenhuggere m.fl. Oplysninger vil blive videregivet i det omfang videregivelsen er nødvendig for vores behandling af din sag f.eks. i forbindelse med en højtidelighed i et af kirkegårdens kapeller eller ved nedsættelse af urne på ekstern kirkegård. Oplysningerne kan også anvendes til statistiske formål, dog således, at det ikke vil være muligt at genkende enkeltpersoner i statistikkerne. Vi overlader desuden personoplysningerne til vores leverandører (databehandlere), der opbevarer oplysningerne sikkert.
De almindelige personoplysningerne om dig indsamler vi primært hos dig (i forbindelse med den konkrete sag) og fra offentlig tilgængelige kilder, men det kan også være relevant at indhente oplysninger fx i CPR-registret, hos bedemand og Stiftet.
Teknik og Miljø opbevarer personoplysningerne så længe, det er nødvendigt og sagligt for at opfylde de faglige formål, der er angivet under afsnittet om formål. Derudover er Teknik og Miljø pålagt at opbevare personoplysningerne, indtil overlevering til arkiv efter arkivlovens regler. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor længe vi opbevarer personoplysningerne i forbindelse med behandlingen. Det afhænger af, hvornår vi konkret afleverer personoplysningerne til arkivmyndighederne.
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af dine personoplysninger.
Du har ret til at anmode om indsigt i oplysningerne, vi har om dig. Du har også ret til at anmode om berigtigelse eller sletning af oplysninger, og du kan også bede om en begrænsning af behandlingen af oplysningerne.
Du skal dog være opmærksom på, at vi kun sjældent vil kunne imødekomme en anmodning om sletning. For det første kan sletning kun finde sted i det omfang, det ikke er i strid med arkivloven med dertil hørende bekendtgørelser, og for det andet er vi forpligtet til at gemme de oplysninger, vi behandler om dig, indtil de ikke længere har administrativ eller retlig betydning. Det er derfor ikke muligt for os på nuværende tidspunkt at sige, hvor længe vi vil opbevare dine personoplysninger.
Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte Teknik og Miljø
Hvem er ansvarlig for behandlingen?
Den dataansvarlige er:
Aarhus Kommune
Teknik og Miljø
Byliv
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 8940 4400
E-mail: kirkegaardskontor@mtm.aarhus.dk
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk
Hvis du har mere generelle spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, kan du også kontakte Aarhus Kommunes databeskyttelsesrådgiver på e-mail: databeskyttelsesraadgiver@aarhus.dk.