Gå til hovedindhold
Pædagogisk udvikling

MOVE giver intensivt fagligt løft til elever i 8. og 9. klasse

MOVE-forløb har til formål at give et intensivt fagligt løft til elever i 8. og 9. klasse, der vurderes at være i risiko for ikke at bestå dansk og matematik ved afgangsprøverne i 9. klasse.

31. jan. 2022

Indhold

    Et vigtigt element i Børn og Unges MOVE-forløb er, at der både er fokus på udvikling af elevernes faglige niveau og udvikling af elevernes alsidige personlige kompetencer. MOVE er et intensivt forløb over 5 dage, der gennemføres af ”camp-uddannede” medarbejdere fra UNO Friluftscenter i samarbejde med faglærere fra skolerne og personale fra fritids- og ungdomsskoleområdet. Det indgår i MOVE-forløbene, at forældrene inddrages, og at der sker en systematisk overlevering til elevens skole sammen med eleven.

    MOVE arbejder med motiverende undervisning og medbestemmelse ud fra flg. opmærksomheder:

    • Mindset: De personlige og sociale kompetencer har ifølge OECD stor betydning for udviklingen af de faglige kompetencer. På de intensive læringsforløb er faglige, sociale og personlige kompetencer ligestillede, og derfor vælger vi på MOVE at undervise eleverne eksplicit i begreberne om fixed og growth mindset. På samme vis kan man i folkeskolen undervise eksplicit i udviklingen af mindset, karaktertræk eller andre teoretiske perspektiver, der fokuserer på udviklingen af de sociale og personlige kompetencer.
    • Kvalificeret Selvbestemmelse: Som et naturligt led i at arbejde med elevernes behov og grundkompetencer anvendes modellen for Kvalificeret Selvbestemmelse på Move. Eleven skal fx før og som afslutning på forløbet forholde sig til sig selv ud fra en egenvurdering, der forener KvaS og karakterstyrkerne, der er grundlaget for Moves arbejde.
    • Medinddragelse: Move lægger vægt på, at deres deltagende elever ”oversætter” de anvendte eksempler til deres egen virkelighed. Når eleverne selv skal forklare og komme med egne eksempler, øger det transfermulighederne, blandt andet fordi det hjælper eleverne til at se anvendelsessituationerne for sig. Selv-forklaring, medinddragelse, evnen til at sætte mål for egen læring (fagligt, personligt og socialt) og metakognition er blandt de motiverende faktorer, der fremmer transfer, og som er en del af de elevrelaterede faktorer som man kan arbejde med gennem for eksempel elevcoaching og logbog.

    Læs mere om MOVE og se eksempel på et MOVE-forløb på aarhus.dk.

    Sidst opdateret: 27. januar 2024