Ny skole og fritidscenter med undersøgende og projektbaseret profil
Velkommen til et børneliv med engagerede læringsmiljøer på tværs af fag og fællesskaber.

Velkommen til Aarhus’ nye skole og fritidscenter og til en hverdag, hvor børn og unge lærer ved at undersøge livet omkring sig og søge svar på spørgsmål om alt det, der optager dem: Lige fra dyreliv i danske skove til genbrugsguld, gamer-kultur og fremtidens transport.
I august 2025 åbner vi dørene til en ny skole og fritidscenter ved Gellerups grønne bypark.
Hoved
I Aarhus’ nye skole og fritidscenter får børn og unge et sammenhængende skole- og fritidsliv. Undervisning og fritidstilbud er koblet tæt, og børnene bevæger sig naturligt fra undervisning i deres baser og projektmiljøer til fællesskaberne i værksteder, fritidsmiljø og uderum.
I denne uge skal børnene måske anlægge et spiseligt bed og udvikle en podcast med gæster. I næste uge bygger de modeller i træ som del af en udstilling. Hverdagen er varieret og inviterer til nysgerrighed og initiativ.
Hænder
Vores pædagogiske profil bygger på ny forskning, som peger på at børn lærer og husker bedst, når de arbejder aktivt med virkelige emner. Forskningen fortæller, at undersøgende og praktisk læring engagerer børn og styrker faglighed og dannelse, både for fagligt udfordrede og fagligt stærke børn. Vi bruger fem pædagogiske principper i børnenes læringsprocesser: Virkelige problemstillinger, et fælles kick-off, selvskabte produkter, tid til refleksion og formidling.
Når børnene vender hjem fra en dag i den nye skole og fritidscenter, er det med varme kinder og masser af læring med både hoved, hænder og hjerte.
Hjerte
I vores nye skole og fritidscenter inviterer vi alle børn til at deltage i udviklende og forpligtende fællesskaber med andre børn og unge, og god støtte fra nærværende voksne. Vi trækker lokalområdet og resten af byen helt ind i skolen og fritidscentret og inviterer til samarbejde med erhvervsliv, ungdomsuddannelser og kulturinstitutioner. Børnenes interesser og engagement sætter retning for hvad vi laver, uanset om vi inviterer til bålhygge, design i MakerSpace eller bydækkende koncerter.
Vi udvikler børn til unge, der er klar til at træde ind i ungdomsuddannelserne og føler sig klar til at håndtere fremtidens krav om entreprenørskab, samarbejde, kreativitet, kritisk tænkning og kommunikation. Vi udvikler børnene i mødet med motiverede og betydningsfulde voksne og samler bydelens familier og byliv med fokus på fællesskaber. Sådan bliver vi aktive medspillere i bydelens udvikling, med det gode børneliv i centrum.
Velkommen til skolen og fritidscentret, som børnene ikke vil hjem fra.
Find en beskrivelse af vores pædagogiske profil
Om os
- Vores nye skole og fritidscenter er udviklet med bred inddragelse af lokale institutioner, sundhedsplejersker, foreninger, samarbejdspartnere, faglige organisationer, magistratsafdelinger og politikere
- Vi bygger skolen og fritidscentret bæredygtigt og som to huse, der begge vender ud mod Gellerups grønne bypark og slyngede stisystem.
- Et hus til indskoling og SFO og et hus til mellemtrin, fritidsklub, udskoling og ungdomsskole- og klub.
- Vinderteam i konkurrencen om at bygge skolen og fritidscenteret er totalentreprenør MT Højgaard Danmark A/S sammen med AART Architects A/S, Proces Arkitekter ApS, Sweco Danmark A/S og Vega Landskab ApS
- Du finder os lige bag den nye byport tæt på det nye Sports- og Kulturcampus, Gellerup Højskole og fodboldbanen Arena Vest.
- Vi åbner dørene i 2025.