Gå til hovedindhold
Kløverskolen: Ny skole og fritidscenter i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven

MT Højgaard med vinderteam skal bygge skole og fritidscenter

Det politiske bedømmelsesudvalg har med rådmand Thomas Medom i spidsen valgt at udpege totalentreprenør MT Højgaard A/S med AART Architects, VEGA Landskab og Sweco Danmark som rådgivere og Proces Arkitekter som konsulent som vinder af totalentreprisekonkurrencen.

22. mar. 2022

Indhold

    Det sker på baggrund af indstilling fra et enigt administrativt bedømmelsesudvalg med tilhørende rådgivere.

    Byggeriet skal stå klar til det nye skoleår i august 2025 og bliver en folkeskole med fritidscenter, hvor børn og unge kan udvikle sig gennem projektbaseret undervisning, undersøgelser og samarbejde. Den nye skole med fritidscenter opføres som to separate bygninger – en bygning med indskoling og SFO og en bygning med mellemtrin, udskoling og klubmiljøer – og får aktive uderum, der forbindes af stisystemet i Gellerups grønne bypark.

      Bedømmelsesudvalget roser vinderprojektet for sin fremragende organisering af skolens og fritidscentrets funktioner og en stor indsigt i hverdagen i skole og fritidscenter. Forslagets arkitektoniske virkemidler udgør en æstetisk smuk og harmonisk helhed og skaber variable stemningsfulde rum - både ude og inde. Forslaget har vakt begejstring og anerkendelse i bedømmelsesudvalget, hvor der er bred enighed om, at forslaget repræsenterer et fantastisk udgangspunkt for den videre proces.

      Rådmanden for Børn og Unge:

      "Den nye skole og fritidscenter i Aarhus Vest skal danne rammen om et godt børneliv med en varieret skoledag, aktiv fritid og lokale fællesskaber. Projektet samler den nyeste viden og erfaringer med børns faglighed, udvikling og trivsel i en stærk vision og profil. MT Højgaard A/S har vundet totalentreprisen, fordi de har omsat visionerne til et fleksibelt byggeri med aktive uderum."
      -Thomas Medom

      Byggeriet vil blive opført som et bæredygtigt byggeri med ambitiøse målsætninger om at minimere klimabelastningen i hele byggeriets levetid. Byggeriet vil blive planlagt, således at det kan tildeles DGNB Guld, hvilket er en certificering, der viser bæredygtighed i forhold til både byggeri, borgere og bydel. 

      ”Det er et bæredygtigt byggeri med virkelig mange spændende løsninger. Først og fremmest for børn og medarbejdere, men det bliver også en skole, der inviterer lokalområdet ind. Skolen og fritidscentret bliver en rigtig god ramme om børnenes skolegang og en masse fritidsaktiviteter. Og så skal den bidrage til udviklingen af Gellerup som en balanceret bydel med bred appel til familier fra hele Aarhus. Jeg glæder mig meget til, at skolen og fritidscentret står klar,” siger Thomas Medom.

      Skolelederen:

      "Byggeriet er et gennemtænkt projekt med inspirerende rammer for den projektbaserede og undersøgende læring, som vi glæder os til at arbejde med på alle skolens årgange. Vi får plads til faglig fordybelse, samarbejde og masser af aktiv læring, og jeg glæder mig bare til at se byggeriet gro frem i de kommende år. Med projektet kan skolen og fritidscentret bidrage til det gode børneliv i en levende og foranderlig bydel."
      -Helle Mønster, skoleleder på den nye skole og fritidscenter

      Fritids- og Ungdomsskolelederen:

      "Det er dejligt, at fritidscenter og ungdomsskole fra starten har været en del af udviklingen og byggeriet af byens nye skole og fritidscenter. Med det flotte vinderprojekt kan vi nu se resultatet af den fælles visionsproces imellem skole og fritidscenter, og det er landet rigtig godt. Jeg ser i projektet planer for inde- og uderum, der understøtter vores pædagogiske vision. Jeg ser konturerne af et aktivt og levende centrum for arbejdet med børn og unge – både lokalt og sammen med vores samarbejdspartnere fra hele byen."
      -Rasmus Brandt Lauridsen, Fritids- og Ungdomsskoleleder i Ung i Aarhus VEST

      Projekteringschefen:

      "Det er en meget stor glæde for os at vinde den nye skole og fritidscenter i Gellerup. I vores team har vi gennem hele konkurrencen oplevet en helt særlig positiv ånd og kærlighed til den skole vi har udviklet, og derfor er det en meget stor forløsning, når andre også kan se de gode kvaliteter. Vi glæder os rigtig meget til at fortsætte det positive og tillidsfulde samarbejde med Aarhus Kommune, som vi har oplevet gennem hele konkurrenceforløbet."
      -Flemming Skov, projekteringschef ved MT Højgaard

      Fakta om projektet

      Den samlede anlægsudgift bliver på 320,3 mio. kr.

      Byrådet godkendte anlægsindstillingen den 23. marts 2022. Se byrådsindstillingen her.

      Sydbygningen bygges fra august 2023. Nordbygningen er udsat indtil boligblokkene er revet ned.

      Teamet bag vinderprojektet

      • Totalentreprenør MT Højgaard Danmark A/S
      • Arkitekt: AART Architects A/S
      • Ingeniør: Sweco Danmark A/S
      • Landskab: VEGA Landskab ApS
      • Konsulent: Proces Arkitekter ApS

      Visualiseringer: AART Architects

      Yderligere oplysninger

      Helle Mønster, skoleleder for ny profilskole og fritidscenter, 41 87 35 91

      Rasmus Brandt Lauridsen, Fritids- og Ungdomsskoleleder i Ung i Aarhus VEST, 41 85 72 99

      Jess Sloth Andersen, projektchef ved MT Højgaard A/S, 21 18 54 57

      Sidst opdateret: 22. marts 2023