Gå til hovedindhold
Det gode pædagogliv

Sådan gør Børnehuset Tusindfryd det mere attraktivt at gå op i tid

Hvad vil det give dig - og huset, hvis du fik mere tid sammen med børnene og til din forberedelse? Det spørgsmål har pædagogerne i Børnehuset Tusindfryd stillet sig selv som en del af Børn og Unges forløb ”Op i tid i dagtilbuddene”.

25. feb. 2026

Indhold

    Sammen med 8 andre dagtilbud er de lige nu godt i gang med at afprøve, hvordan de kan gøre det mere attraktivt for deres medarbejdere at gå op i tid. Det handler ikke om, at de nu skal løbe stærkere – men om større trivsel, fleksibilitet og mere arbejdsglæde.  

    Forløbet er faciliteret af KL og Forhandlingsfællesskabet og består af 4 workshops, hvor dagtilbuddene skridt for skridt bliver klædt på til at identificere mulige barriere og gevinster, lægge en plan - og finde de gode løsninger sammen.

    4 ud af 6 sagde ja

    I Børnehuset Tusindfryd har pædagogisk leder Janne Klode Damgaard sammen med medarbejderne valgt at sætte denne prøvehandling i gang:

    De medarbejdere, der ønsker at gå op i tid, må bruge halvdelen af den ekstra tid på forberedelse og den resterende halvdel sammen med børnene.

    Noget som 4 ud af 6 af pædagogerne har sagt ja til at afprøve for en periode. For i en travl hverdag med en fast mødeplan kan en ekstra time, gør en rigtig stor forskel, fortæller Emma Goul, der er TR og pædagog i Børnehuset:

    “Når jeg kun har én time til at forberede møder, læse referater og lave dokumentation, levner det ikke meget tid til selve planlægningen af de pædagogiske aktiviteter. Så kan det hurtigt blive noget, jeg må hive op af hatten om morgenen,” fortæller hun.

    Udover større arbejdsglæde og mere tid til fordybelse, håber pædagogisk leder Janne Klode Damgaard også, at forløbet vil gøre dem bedre til at kigge på, hvad de forskellige opgaver kalder på:

    “Nogle gange kræver en opgave to timers fordybelse – og det skal der være plads til, men de ekstra timer skal også komme børnene til gode. Derfor har jeg haft en god snak med medarbejderne og bedt dem forholde sig til, hvordan tiden bedst kan bruges til at planlægge den pædagogiske praksis på stuerne” tilføjer hun.

    Nu tager jeg børnene med på tur hver tirsdag

    Emma Goul er en af de fire pædagoger, der har sagt ja til at gå op i tid.
    Hun har selv haft indflydelse på, hvor de ekstra timer skal ligge, og hvad de skal bruges til. For Emma har det været vigtigt, at timerne ikke bliver slugt af praktik eller andre gøremål. Derfor har hun valgt at lægge den ene time om morgenen, så hun nu kan tage børnene med på tur hver tirsdag:

    “Hvis jeg først møder ind kl. 9.00, er formiddagen allerede i gang, og det kan være svært at nå at få 13 børn i flyverdragter, hente cykler og komme afsted. Nu er der tid til, at vi stille og roligt kan komme ud af huset” siger hun med et smil og fortsætter:

    “Den ekstra time gør det ikke bare nemmere for mig at løse mine arbejdsopgaver. Den går til noget godt, og det giver mening for mig”

    Har flere timer givet flere stjernestunder?

    For at kunne vurdere, om de ekstra timer også har givet anledning til flere stjernestunder i hverdagen, vil de fire pædagoger over de næste måneder bruge et enkelt evalueringsskema, hvor de hver uge kort noterer, hvordan de har brugt timerne, og hvordan det er gået. Blev forberedelsen fx brugt til at planlægge det pædagogiske arbejde på stuen? Fik arbejdsglæden et nyk opad – eller endte turen med at blive aflyst pga. sygdom?

    I slutningen af april har Børnehuset Tusindfryd været i gang med prøvehandlingen i godt fire måneder, og pædagogerne skal da tage stilling til, om de ønsker at forblive på fuldtid eller vende tilbage til deres oprindelige timetal. Til den tid vil Janne Klode Damgaard igen tage en snak med hver enkelt:

    “Jeg glæder mig til at høre, hvordan de har oplevet det samlede forløb – og om det har givet dem større arbejdsglæde og bedre muligheder for at lykkedes med deres opgaveløsning,” slutter hun af.

    Sidst opdateret: 25. februar 2026