Pædagogisk ledelse med mod og retning
Mød Helle Eskildsen, der til dagligt er pædagogisk leder i den integrerede institution Holmetræet i Højbjerg.

God pædagogisk ledelse handler ifølge Helle Eskildsen om at være synlig og i tæt dialog med dem, hun skal lede, men også om at være tydelig, modig og åben som leder:
”Som leder skal jeg kunne sætte retning og samtidig have en tillid og en tro på, at vi gør det bedste vi kan - og vi gør det sammen” fortæller hun.
Netop fællesskab og tillid er fundamentet i hendes tilgang til pædagogisk ledelse. Derfor tager hun gerne fra og byder ind i hverdagen, selvom hun ikke selv har børnetimer på gulvet. Det er med til at skabe en kultur, hvor alle løfter i flok, forklarer hun:
”Vi arbejder sammen som et stærkt fællesskab, og vi forsøger at løse opgaven på den bedst tænkelige måde. Det er en kultur og en samhørighed, som jeg er meget stolt af”.
At være pædagogisk leder er ikke bare et job for Helle. Det er en reel mulighed for at gøre en positiv forskel for rigtig mange mennesker:
“Der er så mange stjernestunder og gode oplevelser hver eneste dag – og samtidig er der også rigtig meget at tage fat på. Som pædagogisk leder har du mulighed for at sætte retningen for en hel arbejdsplads og skabe det gode liv for både børn, familier og medarbejdere. Det er det mest livsbekræftende, man overhovedet kan beskæftige sig med”, slutter Helle af.
Se vores ledige stillinger: