Gå til hovedindhold
Det gode pædagogliv

Fra geolog, filosof og lærer til pædagog

Det første hold fra meritpædagoguddannelsen som sporskifte i Aarhus er dimitteret. 25 dimittender står nu klar til at gå videre ud på arbejdsmarkedet med en tidligere bachelor- eller kandidatgrad og nu også med en uddannelse og titel som pædagog.

3. apr. 2025

Indhold

    I teatersalen på VIA Campus i Aarhus var alle stole optaget. Venner, familie, kollegaer og arbejdsgivere havde fundet vej til sporskifterne fra meritpædagoguddannelsens dimission den 29. januar 2025.  

    Blandt de fremmødte sad også 25 glade, forventningsfulde og nyudklækkede dimittender, som nu kan kalde sig pædagoger.  

    En af de dugfriske pædagoger har truffet et bevidst valg om at toppe sin tidligere professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med en ny uddannelse som pædagog: 

    "Jeg har taget meritpædagoguddannelsen som sporskifter for at få endnu mere teori og viden om det pædagogiske. På et tidspunkt vil jeg forhåbentlig kunne kombinere både ernæring, sundhed og pædagogikken. Og så arbejde mere sundhedsfremmende med børnene," fortæller Line Hviid. 

    Sporskifterne startede som den første årgang af sin slags i Aarhus tilbage i sommeren 2022, og er derfor også den første årgang, som dimitterer fra meritpædagoguddannelsen som sporskifte. Alle 25 dimittender har derfor en videregående uddannelse og nogle har endda en helt anden professionel karriere med i rygsækken. 

    Fælles for alle de nyuddannede pædagoger er, at de kommer til få et arbejdsliv, hvor de har stor betydning for børn og unges liv og fremtid. Og at alle 25 dimittender har samlet et stort mod og taget et bevidst valg om at slå op i banen og skifte spor.  

    De fleste står allerede klar med et job på en skole, i et fritidstilbud eller dagtilbud, hvor de kan bidrage med deres livserfaring og mangfoldige faglige erfaringer. Erfaringer, som kan være med til at skabe nye perspektiver på pædagogfaget.  

    Tilbage til dimissionsfesten blev der skænket cava op i champagneglas og stillet ind på række. De runde højborde havde fået lange hvide duge på. De fyldte glas blev hurtigt flyttet fra de lige rækker til dimittendernes hænder. Der blev skålet og summet ved de anrettede højborde. For lige nu var teori og praksis lagt på hylden for en stund, så uddannelsen kunne fejres.  

    Mens dimittenderne fejrer færdiggørelsen af deres uddannelse, er sjette hold sporskiftere netop startet på meritpædagoguddannelsen. Så endnu flere pædagoger vil finde deres vej til (Aarhus Kommunes) skoler, fritids- og dagtilbud.  

    Sidst opdateret: 3. april 2025