Gå til hovedindhold

Organisering

Vi har de bedste forudsætninger for at lykkes med udviklingen af stærkere læringsfællesskaber, når hele organisationen bevæger sig i samme retning og har et fælles mindset omkring praksisudvikling.

Indhold

    Organiseringen af Stærkere Læringsfællesskaber tager afsæt i en whole system approach, hvor vi stræber mod at skabe sammenhængskraft og en fælles forståelse for kulturudviklingen på tværs af alle organisatoriske niveauer; fra politisk niveau til det enkelte medarbejderteam. Stærkere Læringsfællesskaber dækker hele 0-18 års området (dagtilbud, skole og fritids- og ungdomstilbud) samt de forskellige forvaltninger, også kaldet fællesfunktionerne.

    Lokale styregrupper

    Alle dagtilbud, skoler, fritids- og ungdomstilbud og kontorer i fællesfunktionerne har nedsat en lokal styregruppe bestående af ledelsesteamet og ressourcepersoner/faglige fyrtårne. Styregruppen driver den lokale udvikling af stærkere læringsfællesskaber og har deltaget i bl.a. læringsdage for at få et fælles fagligt afsæt for udviklingen af samarbejdskulturen.

    Organisering

    Udviklingen af stærkere læringsfællesskaber er forankret øverst i ledelseslinjen i Børn og Unges chefgruppe. Herunder er der nedsat en styregruppe, en sekretariatsgruppe og projektledelsen.

    Styregruppen består af repræsentanter fra chefgruppen, lederforeninger (Århus Skolelederforening, Dagtilbudslederforeningen Aarhus, samt Lederforeningen UngiAarhus) og faglige organisationer (Århus Lærerforening, BUPL Århus, FOA Århus og DJØF). Styregruppen har fokus på den fælles retning for stærkere læringsfællesskaber, de fungerer som ambassadører for indsatsen og bidrager fra hvert sit perspektiv med vigtig viden om det lokale arbejde med, og ejerskab til, stærkere læringsfællesskaber.

    Sidst opdateret: 6. juni 2024