Nu kommer bussen tilbage på Ormslevvej
Broen over Døde Å er ved at være klar til, at bussen igen kan betjene beboere i Viby.
I efteråret 2023 blev broen over Døde Å fjernet akut, da store mængder regnvand truede med at oversvømme Viby Renseanlæg og sende forurenet kloakvand ud i åen.
Siden da har den manglende bro på Ormslevvej betydet, at beboerne i området har haft længere til buslinje 11, der ikke har kunnet køre sin normale rute. Nu er broen endelig genetableret, og fra på mandag d. 30. marts kører bussen igen på strækningen. Cyklister forventes at kunne køre over broen allerede i løbet af i morgen, fredag d. 27. marts.
”Det bliver godt at få bussen tilbage på Ormslevvej. Jeg vil gerne sige ligeud, at det har været et uskønt forløb, hvor borgere er kommet i klemme bl.a. pga. juridiske tovtrækkerier om, hvordan ansvaret for at genetablere broen skulle fordeles. Det må og skal alle parter lære af,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Den nye bro er hævet med 50 cm., så den er bedre rustet, hvis en lignende situation skulle opstå igen.
Anlægsarbejdet begyndte i oktober sidste år og er i store træk foregået som planlagt. I januar lukkede seks store betonelementer hullet på Ormslevvej, og siden er der blevet arbejdet med at forbinde broen til vejen på begge sider, støbe trykaflastning og lægge ny asfalt – sidstnævnte har ladet vente lidt på sig pga. frost.
Midttrafik er blevet orienteret om, at chaufførerne kan genoptage den gamle rute på linje 11. Også natbussen linje 42 vender tilbage på strækningen.