Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Politisk beslutning om salg af Jægergården

I sidste uge var der første politisk forhandlingsmøde vedrørende ejendomsområdet - herunder drøftelse om salg af administrationsbygninger. Forligskredsen har besluttet, at Teknik og Miljø skal fremsende en indstilling til byrådet om salg af Jægergården.

Indhold

    I Aarhus Kommune arbejdes der målrettet på at reducere det samlede areal af kommunale administrationsbygninger med minimum 10-15 procent. Formålet med at nedbringe bygningskvadratmeter er at indfri både klimamæssige og økonomiske potentialer.

    Forligskredsen har derfor besluttet at sætte Jægergården til salg.

    Teknik og Miljø udarbejder i forlængelse af beslutningen en byrådsindstilling som fremsendes medio 2026. Indstillingen indeholder en forventet indtægt på ca. 300 mio. kr. En del af nettoprovenuet skal bruges til at nedbringe gælden på ejendomsområdet.

    "Vi arbejder målrettet med at reducere kommunens samlede kvadratmeter, så vi kan drive vores bygninger mere effektivt og samtidig understøtte vores klimaambitioner. Salget af Jægergården vil derfor være et konkret og mærkbart skridt i den rigtige retning. Jeg er glad for, at forligskredsen er enige om at arbejde videre med den kurs”, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

    Efter byrådsbeslutningen om salget, vil Teknik og Miljø igangsætte arbejdet, der skal beskrive omfanget af rokaden af medarbejdere og konkrete overslag over økonomien. Det er forventningen, at en lokalerokade vil berøre flere af magistratsafdelingerne i Aarhus Kommune.

    Når analysearbejdet er gennemført, vil Teknik og Miljø fremsende en særskilt byrådsindstilling om den konkrete lokalerokade og finansiering. Denne indstilling forventes behandlet af byrådet primo 2027.

    Det forventes, at et endeligt salg og fraflytning fra Jægergården kan gennemføres i 2028.

    Sidst opdateret: 8. juni 2026