Plads til leg i haven og et trygt børneliv: 60 nye ejerboliger til familier på vej i Lisbjerg
Flere børnefamilier skal have mulighed for at eje deres eget hus i Aarhus. Derfor glæder Teknik og Miljø rådmand, Nicolaj Bang, sig over 60 nye fritliggende ejerboliger i Lisbjerg.
Byrådet godkendte i går salget af et areal i Lisbjerg til Thybo Ejendomsudvikling A/S, der i fremtiden bliver til 60 fritliggende familieboliger. I huse på ca. 120 kvm i gennemsnit og grunde på omkring 400-600 kvm bliver der plads til det gode familieliv.
”Mange drømmer om at bytte lejelejligheden ud med en ejerbolig, når familien vokser. Derfor arbejder vi målrettet på at finde plads til børnefamilierne i Aarhus. Jeg glæder mig over udsigten til, at børnefamilier i de nye boliger både får mulighed for at eje eget hus og bosætte sig, så børnene kan lege i haven og cykle i skole eller til fritidsaktiviteter lige i nærheden,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Lisbjerg tilbyder allerede i dag flere lejeboliger i både rækkehuse og lejligheder. Ambitionen er at skabe en mangfoldig by med flere forskellige boligtyper, og derfor er der også flere ejerboliger på vej. Udover de 60 nye ejerboliger, er der solgt et areal med 43 familieboliger som dobbelthuse og fritliggende enfamiliehuse og to andre arealer med henholdsvis 41 kædevillaer og 22 kædevillaer og dobbelthuse.
Thybo Ejendomsudvikling A/S vil det næste halve år udvikle projektet om fremtidens fritliggende familiebolig og en konkret bebyggelsesplan parallelt med lokalplanen. Det er forventningen, at Thybo Ejendomsudvikling kan gå i gang med at byggemodne arealet og bygge husene efter sommeren 2028, når lokalplanen er vedtaget.
”Thybo Ejendomsudvikling A/S vil i samarbejde med Tegnestuen Arken skabe en ny fortælling om den fritliggende familiebolig – et sted, hvor arkitektur, natur og mennesker vokser sammen i et levende fællesskab. Visionen er et boligområde, der forener friheden i det enkelte hjem med en stærk følelse af samhørighed, fællesskab og nye måder at bo og leve på med fokus på fleksibilitet og bæredygtighed. Vi ønsker at skabe et sted, der ikke bare følger tiden, men viser, hvordan fremtidens boligliv kan udfolde sig,” siger udviklingschef Martin Novak fra Thybo Ejendomsudvikling.
Lisbjerg er et af Danmarks største udviklingsprojekter og skal i fremtiden huse flere tusinde indbyggere og arbejdspladser. I den nærmeste fremtid vil der ud over boliger også blive anlagt en ny stor bypark, Fortællingernes Park, ligesom der arbejdes med en ny bymidte med en dagligvarebutik.
Kort over de nye ejerboliger
(Tryk på billedet for at få det vist i stor størrelse)
