Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Flere el-ladepladser på vej i Aarhus

Aarhusianske elbilejere får nemmere ved at finde et sted at lade. Kommunen vil udvide med nye ladepladser i alt 16 steder på bl.a. på Frederiksbjerg og Langenæs, hvor efterspørgslen er stor.

Indhold

    Er du én af dem, der savner ladepladser til elbiler i Aarhus, er der godt nyt. Teknik og Miljø er på vej med op til 130 nye ladepladser, der fordeler sig på flere områder i både midtby, nord, syd og vest.

    ”Det skal være nemt at lade sin bil i Aarhus. Flere og flere omstiller til el, og lige nu går udviklingen hurtigere, end vi regnede med. Så vi skal kunne følge med, når efterspørgslen stiger, både fra borgere, virksomheder og de mange, som besøger vores by,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    I dag viser fremskrivninger, at elbiler vil udgøre ca. 44 pct. af alle biler i Aarhus i 2030. Det er en opjustering fra 37 pct., som Aarhus Kommune forventede for bare et år siden. Aktuelt er 25 pct. af alle indregistrerede biler i Aarhus Kommune elbiler.

    Stor efterspørgsel på Frederiksbjerg

    Ét af de steder, hvor aarhusianerne efterspørger bedre muligheder for at lade, er Frederiksbjerg og Langenæs. Her har Teknik og Miljø ca. 90 borgerønsker liggende til nye lokaliteter, hvor det skal være muligt at lade sin elbil.

    Henrik Olsen, der er formand for Fællesrådet for Frederiksbjerg, Langenæs og City, nikker genkendende til, at der er kamp om de eksisterende pladser, og man i dag ofte må køre langt for at finde én, der er ledig.

    ”Der er et stort behov for flere ladepladser overalt på Frederiksbjerg og Langenæs. Jeg hører, at det kan være nødvendigt at bevæge sig flere kilometer væk fra ens hjem for at finde en ledig ladeplads, og der er naturligvis et stort ønske om at bruge mindre tid og afstand på at lede, ” siger Henrik Olsen.

    Han peger samtidig på, at udbygningen af lademuligheder bør ske med blik for den teknologiske udvikling, hvor hurtigere opladning og nye batterityper på sigt kan ændre behovet for, hvor og hvordan man lader sin elbil.

    Teknik og Miljø har netop offentliggjort udbuddet af de parkeringspladser, som private leverandører kan byde ind på. De nye ladepladser vil kunne etableres i 2027.

    Fakta

    • Teknik og Miljø forventer, at der kan etableres op til 130 nye ladepladser i Aarhus – dvs. 65 ladestandere med to udtag. Pladserne er tiltænkt både normalladere, hurtigladere og lynladere, som private leverandører nu har muligheden for at byde ind på.

    • De nye ladepladser skal etableres i flere områder i Aarhus, herunder Frederiksbjerg, Langenæs, Trøjborg, Holme og Hasle.

    • Ved normalladere kan man lade op til 3 timer, mens man har op til en time ved hurtigladere og en halv time ved lynladere.

    • Der er ca. 40.000 indregistrerede elbiler i Aarhus Kommune. Det er en stigning på ca. 13.000 elbiler sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Dertil kommer ca. 6.100 plug-in-hybrid, der er kommet ca. 600 færre af i samme periode (bilstatistik.dk).

    • Ifølge Aarhus Kommunes opgørelse er der mindst 1.257 offentligt tilgængelige ladepladser i Aarhus Kommune. Det er alene de pladser, som kommunen har kendskab til. Ca. en tredjedel af pladserne er på kommunale veje, fx på gaden i midtbyen og andre tætte bykvarterer.
    Sidst opdateret: 11. juni 2026