Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Busbilletter til 15 kroner på vej til flere oplandsbyer

Nyt forsøg med billigere busbilletter på tre udvalgte ruter skal sætte skub i billigere kollektiv transport i Aarhus.

Indhold

    Billigere busbilletter har længe været på aarhusianernes ønskeliste og var således også et varmt emne i både efterårets budgetforhandlinger, kommunalvalgkampen og den efterfølgende konstituering af det nye byråd.

    Nu kommer de så – som et forsøg på tre udvalgte busruter, der bl.a. dækker det aarhusianske opland i nord, vest og syd.Rådmand Nicolaj Bang, Teknik og Miljø, lægger op til, at busbilletter til 15 kroner prøves af på linjerne 11, 14 og 17 med endestationer i oplandsbyerne Harlev, Sabro, Solbjerg og Studstrup.

    ”Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at det skal være billigere at bruge den kollektive transport. Nu starter vi et sted for at komme hurtigt i gang. Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer nogle af de linjer, som betjener beboere i oplandsbyerne. Erfaringerne fra forsøget skal bruges til det videre arbejde med at sænke priserne på hele busnettet og i letbanen,” siger Nicolaj Bang.

    Rådmanden foreslår, at 15-kronersbilletterne gælder alle ugens dage og hele døgnet. For en voksen, der rejser med enten rejsekort eller henter en almindelig billet, koster de nye billetter ca. en tredjedel af, hvad samme tur fra de konkrete oplandsbyer koster ind til midtbyen i dag.

    Forsøget skal vedtages af Midttrafiks bestyrelse, der mødes i næste uge d. 23. januar. Hvis bestyrelsen giver grønt lys, er det forventningen, at prisen kan sættes ned i løbet af marts.

    Forbereder billigere billetter i hele kommunen

    Et bredt flertal af Aarhus Byråd er allerede enige om, at priserne generelt skal ned i den kollektive transport.

    Parallelt med det kommende forsøg forbereder Teknik og Miljø sammen med Midttrafik derfor de beregninger og analyser, som skal bruges til, at byrådet kan træffe en endelig beslutning og implementere 15-kronersbilletter i hele Aarhus Kommune.

    ”Forventningen og målet er, at de lavere priser vil betyde flere passagerer i både bus og letbane. Så vores arbejde går ud på at afdække, hvad det f.eks. vil kræve af flere busser, depoter og fremtidig økonomi, så vi bliver gearet til at imødekomme en større efterspørgsel,” siger Simon Wind, der er projektchef for kollektiv transport i Teknik og Miljø.

    Fakta

    • De nye 15-kronersbilletter vil kunne hentes fra hvilket som helst sted på ruten på linjerne 11, 14 og 17. For en rejse på 4 zoner er besparelsen op til 31 kroner. For en kortere rejse på 2 zoner er besparelsen op til 11 kroner.

    • Linjerne dækker bl.a. følgende områder i Aarhus Kommune: Harlev, Årslev, Brabrand, Åbyhøj, Viby, Stavtrup, Ormslev, Sabro, Tilst, Aarhus V, Hasle, Grøfthøj, Studstrup, Skæring, Egå, Risskov, Trøjborg, Holme, Tranbjerg, Solbjerg m.fl. Alle tre linjer kører gennem Aarhus Midtby på sin rute.

    • Man henter billetten via appen Rejsebillet, hvor Midttrafik opretter en ny specialbillet til 15 kroner.

    • Billetten kan bruges i alle tre buslinjer, også til skift mellem de tre. Skifter man derimod til en anden linje eller letbanen undervejs, kræver det en ny billet til den del af rejsen.

    • Forsøget med 15-kronersbilletter er besluttet med budgetaftalen for 2026.

    Sidst opdateret: 16. januar 2026