Bilejere ved Vesterbro Torv får adgang til flere parkeringspladser
Aarhus Byråd giver grønt lys til rådmandsforslag, der giver naboer til Vesterbro Torv en håndsrækning.
Bilejere i sidegaderne til Vesterbro Torv får nu adgang til ca. 20 flere parkeringspladser, end de har i dag med deres beboerlicens. Det sker på baggrund af et forslag fra rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang, der har bedt om byrådets opbakning til at udvide beboerparkeringen i området.
Udvidelsen skal opretholde beboernes parkeringsmuligheder, når parkeringspladser over de næste måneder bliver nedlagt til fordel for regnvandsbassiner og -bede, der er nødvendige for at ruste kvarteret mod skybrud.
”Det er vigtigt for mig, at vi tager hensyn til beboerne og finder løsninger, når vi er på vej med ændringer, der får betydning for deres hverdag. Derfor glæder det mig meget, at byrådet er med på den model, jeg har foreslået. Det sikrer, at beboerne i området har mindst lige så mange pladser til rådighed, som de har i dag, ” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Helt konkret er det beboerparkeringsområde 4, Randområde Nord, der bliver udvidet med flere pladser. Det sker dels ved at give beboerne adgang til at parkere i den nordlige del af Ny Munkegade, hvor der ofte er ledige pladser, og dels ved at etablere enkelte nye pladser Sejrøgade.
Derudover har byrådet godkendt, at Teknik og Miljø skal arbejde for at etablere flere nye parkeringspladser ved at udvide parkeringspladsen ved Kredsløbs bygning i Langelandsgade.
Gælder fra i dag
Allerede nu kan beboerne i område 4 parkere på pladserne i Ny Munkegade med deres beboerlicens.
Ændringen er opdateret i de systemer, som byens cityassistenter bruger til at kontrollere, at en parkering er i orden. I løbet af i dag modtager beboere med licens besked om, at ændringen er trådt i kraft.
De ekstra pladser i Sejrøgade etableres i løbet af foråret og findes ved at stribe skråparkeringen op på ny.
Fakta
- Beboerparkeringsområde 4, Randområde Nord, udvides med ca. 75 parkeringspladser: ca. 3 nye i Sejrøgade og 72 eksisterende pladser i det nordlige Ny Munkegade. Sidstnævnte vil også fortsat høre til beboerparkeringsområde 10, så beboere begge steder vil kunne holde på strækningen med deres beboerlicens.
- Teknik og Miljø arbejder desuden for at udvide parkeringspladsen ved Kredsløbs bygning i Langelandsgade 49 med ca. 25 nye p-pladser. De kan tidligst etableres til næste år, når arealet ikke længere skal bruges som byggeplads i forbindelse med omdannelsen af Vesterbro Torv.
- Der nedlægges ca. 55 pladser på Skt. Marcus Kirkeplads, i Landelandsgade, Teglværksgade og Janus La Cours Gade. Pladserne omdannes til regnvandsbassiner og -bede, som er en afgørende del af klimatilpasningen af kvarteret.
- Klimatilpasningen af området ved Vesterbro Torv hænger sammen med det store torveprojekt og indgår i den samlede plan for omdannelsen. Aarhus Vand medfinansierer klimatilpasningen.
- Få overblik over, hvad der skal ske i de enkelte gader på www.aarhus.dk/sidegader. Foruden regnvandshåndtering kommer der bl.a. mere cykelsti og bredere fortove, så det bliver tryggere at færdes på cykel og til fods.