Harlev får nyt samlingspunkt - du kan være med til at bestemme navnet
I 2026 får aarhusianere i Harlev et nyt sted at mødes. Men hvad skal det nye byrum hedde?

Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang har godkendt planerne for forvandlingen af hjørnerne, hvor Gammel Stillingvej og Næshøjvej mødes i Harlev. Området er efter dialog mellem kommunen og lokale kræfter blevet peget på som byens nye samlingspunkt.
"I dag er området gråt og uinspirerende, men vi kommer med mere grønt og steder, man har lyst til at sætte sig. Sammen med fællesrådet og Næshøjskolen skaber vi et sammenhængende område, hvor lokale kan mødes. Harlev får et samlingspunkt, der kan bruges til loppemarkeder om sommeren og til juletræ om vinteren,” siger Nicolaj Bang.
Teknik og Miljø tager hul på arbejdet i begyndelsen af 2026.
Fællesrådet: Området har et stort potentiale
Harlevs nye samlingspunkt er en del af den strategiske byrumsplan, som rådmand Nicolaj Bang selv står bag. Efter en kortlægning af i alt 108 byrum pegede rådmanden i 2023 på 13 steder med stort potentiale for at skabe mere grønt, mangfoldighed, byliv og handel. Fællesrådsformanden for Harlev Fællesråd, Søren Danielsen, er begejstret for, at Harlev nu får et centralt samlingspunkt.
“Området omkring Gammel Stillingvej og Næshøjvej er centralt beliggende med skole og indkøbsmuligheder, og det har et stort potentiale til at blive et nyt og attraktivt samlingspunkt, som kan give ekstra liv. Det er derfor rigtig dejligt, at kommunen vil være med til at forskønne området og gøre det attraktivt til glæde for alle i Harlev og omegn,” siger Søren Danielsen.
Hvad skal området hedde?
Når det nye samlingspunkt står klar til brug i 2026, skal det hedde noget andet end den kommunale arbejdstitel ’Nyt mødested i Harlev’. Derfor søsætter rådmand Nicolaj Bang en navnekonkurrence for det nye område.
”Jeg drømmer om et navn, der omfavner byen og lokalområdet, og som alle i Harlev kan se meningen i. Jeg håber, aarhusianerne i Harlev vil komme med en masse gode forslag til, hvad det nye samlingspunkt kan hedde,” siger Nicolaj Bang.
Konkurrencen bliver afholdt ad to omgange: Først en åben idékonkurrence på Facebook og ved Fællesskabsdagen nu på lørdag d. 6. september, hvor alle navneforslag er velkomne. Siden en afstemning om 3-5 navne udvalgt af Harlev Fællesråd og Teknik og Miljø. Teknik og Miljø forventer at offentliggøre navnet på Harlevs nye mødested i løbet af oktober.
Fakta – Nyt samlingspunkt i Harlev
Området foran Harlev Apoteksudsalg bliver forvandlet til et lille torv, der skal fungere som et levende mødested. Der bliver både plads til leg, afslapning og sammenkomster.
Den grønne kile langs Næshøjskolen bliver gjort mere brugbar med bl.a. siddepladser i forskellig form. Og så bliver der plantet træer, buske og andet grønt på pladserne foran Meny og Harlev Dyreklinik, så alle fire hjørner bliver bundet sammen af et ensartet visuelt udtryk.