Budgetforlig: Politisk opbakning til Aarhus Ejendomme
Partierne bag budgetforliget er enige om at gennemføre en række tiltag, så Aarhus Ejendomme kan indfri ambitionerne om gode og klimavenlige rammer om velfærden i Aarhus.
Forligskredsen bag budgetforlig, der blev indgået 18. september i Aarhus Kommune er blevet enige om at styrke kommunens ejendomsdrift igennem Aarhus Ejendomme.
I første omgang har forligskredsen bevilget 30 mio kroner om året til stigende forsyningspriser af el, varme og vand.
Samtidig mener forligsparterne, at der i forbindelse med samlingen af Aarhus Ejendomme er blevet skabt en ubalance på anslået 40 mio. kr. mellem det forventede serviceniveau i ejendomsdriften og det budget, som er til rådighed på ejendomsområdet. Forligsparterne bevilger 30 mio. kr. om året til den ubalance. De sidste 10 mio. kr. skal Teknik og Miljø finde i sine samlede budgetter.
”Aarhus Ejendomme er omdrejningspunktet for de kommunale velfærdstilbud. Det er her både børn, unge og vores ældre opholder sig i mange timer i løbet af dagen eller bor. Nu er vi ovre krisesituationen, og det handler om, at vi får skabt en god hverdag for borgerne og brugerne og får skabt gode og fremadrettede løsninger,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Aarhus Ejendomme har efter et års levetid opbygget et underskud på 147 mio. kr. Aarhus Ejendomme er blandt andet sat i verden for at effektivisere brugen af de kommunale kvadratmeter og reducere i antallet af kvadratmeter samt at sørge for billigere drift.
I forbindelse med anlægsaftalen fra juni 2025 noterede et samlet byrådet sig de økonomiske udfordringer og tilkendegav med aftalen, at man var indstillet på at bringe området i balance.
Partierne bag årets budgetforlig er derfor enige om at gennemføre en række tiltag herunder kompensation for stigende forsyningspriser, balance mellem serviceniveau og budget og reduktion i antallet af kvadratmeter.
”Vi er ikke i mål, men vi er kommet nogle gode og vigtige skridt nærmere, og budgetforliget giver os et godt grundlag i den proces i arbejdet med en genopretningsplan,” siger Nicolaj Bang.
Fokus på serviceniveauet
Forligsparterne har stort fokus på, at den økonomiske situation i Aarhus
Ejendomme ikke må få indflydelse på serviceniveauet. De anerkender, at der i forbindelse med samlingen af Aarhus Ejendomme er blevet skabt en ubalance på anslået 40 mio. kr. mellem det forventede serviceniveau i ejendomsdriften og det budget, som er til rådighed.
For at undgå markante besparelser, der har konsekvenser for brugerne, er parterne enige om at øge rammen til Aarhus Ejendomme med 30 mio. kr. årligt fra 2026. De resterende midler findes via omprioriteringer inden for Teknik og Miljøs øvrige sektorer.
Forligsparterne har også anmodet Teknik og Miljø om at udarbejde et forslag til en handleplan for at nedbringe kommunale kvadratmeter og med fokus på, at det skal have færrest mulige konsekvenser for kerneopgaver som bl.a. skoler, dagtilbud og plejehjem.
Alle partier i Aarhus Byråd afsatte i sommer 50 mio. kr. til Aarhus Ejendomme i forbindelse med anlægsaftalen.