Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Budgetforlig: Et renere og mere levende Aarhus

Aarhusianerne kan se frem til en renere by særligt i sommermånederne og en by med flere arrangementer, der skal skabe liv og engagement.

Indhold

    Når solens stråler om sommeren rammer de aarhusianske gader og pladser, skal der skrues op for rengøringen, så det ikke flyder med pizzabakker og halvtomme dåser. 

    ”Der skal være rent i Aarhus også om sommeren, når aarhusianerne og turisterne nyder byen og solens stråler på caféer og i byrummene. Derfor skal vi have en pulje til en ekstra, målrettet indsats i de måneder og på de steder i byen, hvor der er størst behov,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø. 

    Forligsparterne har afsat to mio. kr. om året til indsatsen. Herudover er der afsat 2 mio. kr. til indkøb af flere intelligente skraldespande samt 1 mio. kr. til vedligehold af grønne områder.

    En handelsby med masser af liv

    Budgetforliget betyder også, at der er etableret en bylivspulje i 2027 på 10 mio. kr. Det er en forudsætning for etableringen af puljen, at erhvervslivet bidrager med et tilsvarende beløb. Puljen skal bidrage til, at der løbende afvikles arrangementer, der skaber liv, engagement og fællesskab i byen. Forligsparterne ønsker som en del af indsatsen, at puljen skal bidrage til at gøre Aarhus til Danmarks førende juleby i samarbejde med relevante aktører.

    Endelig er der afsat penge til at ansætte en bylivschef, der skal forbinde og styrke samarbejdet mellem erhverv, kommune og kulturliv, og som skal være i tæt dialog med de erhvervsdrivende.

    ”Aarhus er en levende handelsby med et stærkt erhvervsliv. Nu får vi alle byens gode og stærke aktører til at arbejde tættere sammen. Vi skal værne om vores by, så dens hjerte banker i samme takt hele året. Det kræver nytænkning og samarbejde,” siger Nicolaj Bang.

    Millioner til bedre og billigere kollektiv transport

    Forligspartierne er enige om at styrke den kollektive trafik, så det bliver attraktivt at tilvælge den. For at øge kapaciteten afsættes der derfor yderligere 25 mio. kr. årligt fra 2026. Der er desuden enighed om at den kollektive trafik skal være billigere at benytte uanset, om man rejser med bus og med letbane. Som et første skridt ønsker skal Teknik og Miljø afprøve en forsøgsordning, hvor billetpriserne sænkes til 15 kr. på tre udvalgte buslinjer. Ordningen iværksættes hurtigst muligt.

    ”Vi gør det billigere at rejse med bus og letbane. Billigere billetter gør det dog ikke alene, hvis flere aarhusianerne skal tilvælge den kollektive transport. Derfor investerer vi også i driften, så der kan komme flere afgange, også hvis man bor i oplandsbyerne,” siger rådmanden.

     Flere midler til ITS

    De Intelligente Transport Systemer (ITS) gør det lettere at være trafikant, og der er også ved tidligere budgetforlig afsat midler til ITS, som fortsat rummer et potentiale for udbygning med f.eks. flere kameraer og AI-løsninger i signalanlæg samt dynamiske tavler med parkeringshenvisning.

    Forligsparterne har afsat en mio. kr. årligt til at styrke området.

    Stadig lys på Ringgadebroen

    Lyskunstværket Hesitation of Light, der er placeret på Ringgadebroen, blev slukket ved årsskiftet, da udgifterne til driften var for høje, men det lykkedes dog at finde penge til at tænde værket igen. Forligsparterne har afsat 1 mio. kr. til at genetablere værket samt midler til driften. Dog under forudsætning af at det lykkes at opnå tilsvarende finansiering gennem fondssøgning. Når kunstværket bliver genetableret, skal der skiftes til mere energirigtige lyskilder

    ”Lyset på broen er sikret. Ringgadebroen er et af byens mest imponerende og smukke bygningsværker, som kunstværket fremhæver med den vigtige sidegevinst, at det også øger trygheden i området. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fundet en løsning,” siger Nicolaj Bang.

     

    Sidst opdateret: 19. september 2025