Landmænd kan nu donere sten til nye stenrev i Aarhusbugten
Aarhus Kommune vil gøre det lidt lettere for landbruget at levere sten til kommunens stenbank.

Et nyt samarbejde mellem Aarhus Kommune og landbrugsrådgivningsvirksomheden Velas gør det nu muligt for landmænd at donere marksten til Aarhus’ stenbank. Stenene skal bruges til at etablere stenrev i Aarhusbugten, der kan skabe nye levesteder for fisk, tang og andre havdyr.
"Aarhus Bugt er under pres, og det kræver en bred indsats at rette op på miljøtilstanden. Det her ændrer ikke på behovet for at reducere udledningen af næringsstoffer – men det er positivt, når flere aktører byder ind med konkrete bidrag til naturen. Sten fra marker kan bidrage til at genskabe den variation på havbunden, som mange marine arter har brug for for at trives," siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Fra mark til marint miljø
Poul Jakob Bønløkke, der er næstformand i Kronjylland Landboforening, som har medlemmer i Aarhus Kommune, bakker op om at alle sejl skal sættes for at sikre et godt maritimt miljø i Aarhus Bugt.
”Et vigtigt element i treparten er netop at sikre en reduktion af kvælstof til vores farvande. Kan vi også hjælpe med sten, så vil jeg opfordre vores medlemmer til at have det i baghovedet næste gang de er ude at samle og alligevel har vognen fyldt,” siger Poul Jakob Bønløkke, der i øvrigt repræsenterer landbruget i den lokale trepart Aarhus Bugt.
Landmænd, der ønsker at bidrage til stenbanken, kan efter aftale aflevere deres marksten på tre lokationer i Spørring, Harlev og Mårslet.
Stenrev skaber liv
Størstedelen af de oprindelige stenrev i Aarhusbugten er i tidens løb blevet fjernet. Revene er ellers vigtige for havets økosystem, fordi de skaber variation på havbunden og fungerer som skjul, fødekammer og yngleplads for mange arter.
"Jo flere, der sætter sten i banken, jo hurtigere kan vi få skabt nye levesteder under havet. Det er en langsigtet indsats – men hver enkelt sten tæller," siger Nicolaj Bang.
Oprindeligt kommer forslaget om at oprette en marin stenbank fra Radikale Venstre og Jakob Søgaard Clausen.
Fakta
- Stenbanken har i øjeblikket en beholdning på cirka 3.000 ton sten fra private og kommunale anlægsprojekter.
- Private kan aflevere rene natursten – uden beton, murbrokker eller andre bygningsrester – på genbrugsstationer i Aarhus Kommune. Find genbrugsstationer her: Genbrugsstationer | 6 placeringer | Find den tættest på dig Kredsløb
- De bedste sten til stenrev er større end en fodbold. Mindre sten kan lettere flytte sig med strøm og bølger og risikerer at skylle op på stranden.
- Indsamlingen af sten fra både marker og private haver skal ske med respekt for naturen på land. Stendiger og gamle stendynger skal som udgangspunkt blive liggende, da de ofte fungerer som levesteder for dyr og planter. Er man i tvivl, kan man kontakte projektgruppen på marinstenbankaarhus@mtm.aarhus.dk