Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Ny aftale styrker fremkommeligheden og velfærden i Aarhus

Med en ny anlægsaftale er et flertal i Aarhus Byråd blevet enige om omfattende investeringer i blandt andet kollektiv trafik, trafiksikkerhed og kommunens ejendomsområde.

Indhold

    Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang glæder sig særligt over, at aftalen både forbedrer byens mobilitet og skaber politisk handlemulighed på ejendomsområdet.

    “Jeg er rigtig glad for, at vi nu har en aftale, der styrker Aarhus på flere afgørende områder. Vi får bedre muligheder for at investere i den kollektive trafik og flere cykelstier, og vi tager fat på nogle af de steder i byen, hvor trafiksikkerheden skal forbedres,” siger han.

    "Primært på Ringvejen og i Trige, hvor der i mange år har været utryghed omkring den befærdede Randersvej,” siger Nicolaj Bang.

    Sikkerheden bliver øget på Ringvejen og i Trige
    Aftalen afsætter også midler til et signalanlæg i Trige. Anlægget har stået øverst på ønskelisten hos områdets borgere i flere år.

    ”Jeg er meget glad for, at det nu endeligt er muligt at imødekomme Trigeborgernes ønske om at få et signalanlæg. Infrastrukturen er ikke fulgt med byudviklingen, og det har betydet mange farlige situationer i krydset ved Randersvej. Et signalanlæg vil øge trygheden. Samtidig glæder jeg mig over, at der også er midler til trafiksikkerhedstiltag på Ringvejen,” siger Nicolaj Bang.

    I aftalen afsættes der blandt andet:

    • 30 millioner kroner til bedre busdrift og ladeinfrastruktur.
    • 25 millioner kroner til forbedringer af vejinfrastruktur, herunder trafikøer og parker og rejsanlæg
    • 5 millioner kroner specifikt til trafiksikkerhedstiltag på Ringvejen
    • Midler til signalanlæg i Trige

    Opbakning til Aarhus Ejendomme
    Samtidig glæder Nicolaj Bang sig over, at forligsparterne har bekræftet Aarhus Ejendomme som den rette organisatoriske model til at sikre gode, bæredygtige fysiske rammer for velfærden i Aarhus, og skabt enighed om at løse Aarhus Ejendommes økonomiske udfordringer i fællesskab.

    Forligspartierne er enige om at tilføre ejendomsområdet 50 mio. kr. som engangsbeløb til ejendomsområdet.

    “Det er et vigtigt første skridt, vi tager mod målet om at få rettet op på de ubalancer, der har været mellem det serviceniveau, vi ønsker på vores ejendomme, og de midler, som oprindeligt blev overført til Aarhus Ejendomme. Med aftalen anerkender partierne, at der skal være bedre sammenhæng mellem ansvar og økonomi,” siger han.

    Aftalen lægger desuden op til, at byrådet i august skal samle sig om en politisk aftale, der skal skabe balance i økonomien i Aarhus Ejendomme og fastlægge den fremtidige styring af ejendomsøkonomien.

    “Jeg ser frem til, at vi sammen med byrådets partier får sat en tydelig politisk retning for, hvordan vi sikrer både bæredygtighed og balance i vores ejendomsportefølje. Det handler i sidste ende om, hvordan vi skaber gode rammer for børn, ældre og alle andre aarhusianere,” siger Nicolaj Bang.

    Sidst opdateret: 20. juni 2025