Massive investeringer i busser og letbane og bedre forhold for cyklister og gående: Nu former politikerne fremtidens trafik i Aarhus
Inden for få uger tager Aarhus Byråd endelig stilling til den grønne mobilitetsplan. Der er udsigt til milliardinvesteringer i den kollektive trafik og bedre vilkår for cyklende, gåede og aarhusianere med gangbesvær. Bilister er fortsat velkomne i midtbyen.

Er du bilist, får du snart bedre vejvisning til store parkeringshuse. Er du cyklist, kan du inden længe køre på nyanlagt asfalt mellem Lisbjerg og Nye og i Kasted. Og er du buspassager i en A-bus, kan du godt begynde at glæde dig til at komme hurtigere frem.
Der er noget for alle – også dig der går eller har svært ved at gå – i den grønne mobilitetsplan, som byens beslutningstagere nu skal tage endelig stilling til. I alt vil 52 konkrete initiativer sætte retningen for, hvordan vi alle sammen fremover bevæger os rundt og lever i Aarhus. Planen tager livtag med de længere og længere bilkøer, løfter kvaliteten i den kollektive trafik, forbedrer vilkår for bløde trafikanter og skaber en skønnere, tryggere og mere grøn by.
”Hvis vi skal undgå, at Aarhus sander fuldstændig til i trafik, er vi nødt til at ændre kurs nu. Den grønne mobilitetsplan gør det lettere og mere attraktivt at cykle, gå og tage bussen rundt i Aarhus, mens den sikrer, at bilister kan komme ind og ud af vores by og nemt finde en ledig parkeringsplads,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Den grønne mobilitetsplan er blevet til på baggrund af et bredt politisk forlig indgået i efteråret 2024 og er siden da gennemarbejdet med udgangspunkt i en omfangsrig inddragelse af aarhusianere, erhvervsliv og foreninger. Senest en offentlig høring, hvor alle kunne komme med input.
Nye muligheder kan give nye vaner
Den politiske ambition med den grønne mobilitetsplan er, at dens mange initiativer skal sikre, at 60 % af alle ture i Aarhus i 2030 skal ske med cykel, kollektiv trafik eller til fods. Rådmand Nicolaj Bang glæder sig over, at planen rummer forbedringer og alternative transportmuligheder for alle aarhusianere.
”Planen skaber forbedringer, vi alle sammen kommer til at mærke og nyde godt af. Aarhusianere og besøgende i midtbyen vil opleve en mere grøn og herlig by med bedre plads til byliv og gode oplevelser. I forstæderne laver vi trafik-øer, hvor børn trygt kan lege med hinanden på vejene, fordi biler ude nærinde er guidet ud på de store veje, og i oplandet bygger vi parkér og rejs-anlæg, hvor aarhusianerne kan stille deres biler og tage en gratis bus eller letbane ind til midtbyen,” siger Nicolaj Bang og fortsætter:
”Vi kommer til at investere rigtig meget i at lykkes med den nødvendige omstilling af transporten i Aarhus, og vi vil tage aarhusianerne i hånden og lede dem sikkert rundt på nye veje og i nye vaner. Planen tager højde for, at der er store forskelle på, om man bor i en lejlighed i midtbyen eller i hus i oplandet. Jeg håber, aarhusianerne vil tage godt imod de mange nye muligheder og den nye by, vi skaber,” siger Nicolaj Bang.
Den grønne mobilitetsplan bliver behandlet i Magistraten på tirsdag. Ugen efter er planen på dagsordenen i byrådet.
Fakta - De første indsatser aarhusianerne ser
Den grønne mobilitetsplan består af 52 initiativer, der blandt meget andet skal give bedre kollektiv transport, bedre forhold for cyklister og trygge lokalområder. Indsatserne sker over de næste mange år.
De første indsatser fra den grønne mobilitetsplan, aarhusianerne vil opleve i byen, er:
- Flere afgange i myldretiden på linje 3A og 4A
- Ny cykelsti i Kasted og ny cykelsti mellem Lisbjerg og Nye
- Trafik-øer i Åbyhøj og Hasle
- Hjertezoner og hastighedsnedsættelser ved skoler, hvor det er muligt
- Ladekapacitet og forsøg med nulemissionskøretøjer til tung trafik
- Digitale wayfinding-tavler til midtbyens parkeringshuse
- Gratis letbane til og fra Klokhøjen-letbanestop