Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Nyt forsøg: Sensorer i asfalten skal optimere taxakørsel i Aarhus

I et pilotforsøg skal sensorer i asfalten på udvalgte taxaholdepladser hjælpe chauffører derhen, hvor der er kortest ventetid på nye kunder. Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, håber, at projektet kan reducere søgetrafik og nedbringe taxaernes CO2-udledninger.

Indhold

    Til foråret bliver taxaholdepladser på Banegårdspladsen, Europaplads, Vestergade, Store Torv og Park Allé omdrejningspunkter for et pilotprojekt, når 12 taxaholdepladser bliver udstyret med sensorer, der via en app kommunikerer til taxachauffører, om pladserne er optagede eller ledige.

    Chaufførerne kan så bruge den viden til at optimere på deres kørsel rundt i byen. Håbet er, at det vil nedbringe CO2-udledningen og reducere mængden af udstødningsgas i den aarhusianske luft.

    ”I Aarhus Kommune er vi altid åbne for nye ideer og for at samarbejde med private om initiativer, der kan forbedre vores by. Derfor var vi selvfølgelig lydhøre, da Aarhus Taxa kom med en idé, der forhåbentlig kan gøre en positiv forskel for branchen og kunderne og samtidig reducere taxaernes udledning i byen. Jeg ser frem til at følge forsøget og til at få tilbagemeldinger fra branchen og aarhusianerne,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.

    Det toårige forsøg blev officielt sat i gang fredag d. 31. januar, da de involverede parter, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, den aarhusianske taxabranche og Papp Mobility, skrev samarbejdsaftalen under.

    Alle byens taxaselskaber er med

    Det var Jesper Paludan, ansvarlig for grøn omstilling i Aarhus Taxa, der fik ideen til at optimere på taxakørsel ved hjælp af sensorer i asfalten. Men forsøget er ikke begrænset til Aarhus Taxa. Alle byens taxaselskaber var hurtige til at bakke op om forsøget, da Teknik og Miljø henvendte sig. Forhåbningerne er store.

    Vi arbejder i forvejen med intelligente transportløsninger og AI, der er med til at øge vores service og forbedre vores effektivitet. Så vi har store forventninger til dette projekt. Vi håber, at sensorerne kan optimere på taxaselskabernes kørselsmønstre og derved reducere unødvendig kørsel fra de aarhusianske taxaer. Vi ser det som et vigtigt skridt mod mere bæredygtig og intelligent taxatransport,” siger Jesper Paludan.

    Mobilitetsrådgiveren og softwarevirksomheden Papp Mobility står for datadelen i projektet. For Papp Mobility handler forsøget om at afprøve et koncept og afsøge en mulig værdi for taxaselskaber i hele landet, fortæller Tan Minh Nguyen Tran, medstifter og CEO i Papp Mobility.

    "Vores mål er at teste, hvordan vi kan gøre en forskel for taxaselskaberne, så vi undgår unødig søgetrafik i byen uden at gå på kompromis med kundernes oplevelse. Vi håber selvfølgelig at få en masse gode erfaringer, som vi kan bruge til at videreudvikle konceptet. På sigt er vores ambition at udrulle det i storskala, så det kan gøre en forskel for taxaselskaber og kunder i hele Danmark,” siger Tan Minh Nguyen Tran.

    Pilotprojektet løber til 1. december 2026. Senest i oktober 2026 afklarer de involverede, om projektet skal føres videre. Der bliver løbende afsøgt andre muligheder for pilotforsøg og samarbejder om en grøn omstilling af den aarhusianske taxabranche.

    Fakta – Sensorer i asfalten på aarhusianske taxaholdepladser

    I forsøget bliver der sat i alt 12 sensorer ned i asfalten på taxaholdepladser:

    • Banegårdspladsen, 6 sensorer (ud af 16 pladser, placeres forrest, midt, bagerst)
    • Europaplads, 2 sensorer (ud af 6 pladser)
    • Vestergade, 2 sensorer (ud af 7 pladser)
    • Hotel Royal, 1 sensor (ud af 3 pladser)
    • Park Allé/Rådhuspladsen, 1 sensor (ud af 3 pladser)

    Bag projektet står: Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Papp Mobility, Aarhus Taxa, Dantaxi, Taxi 4x27, Viggo og Byens Taxa.

    Teknik og Miljø i Aarhus Kommune betaler for sensorer og installation heraf. Papp Mobility stiller gratis deres IT-platform til rådighed i forsøget. Taxaselskaberne har ingen omkostninger i forbindelse med pilotprojektet.

    Sidst opdateret: 4. februar 2025