Aarhus Ejendomme skal have ny chef
Teknik og Miljø har indgået aftale med forvaltningschef for Aarhus Ejendomme Tyge Wanstrup om, at han fratræder sin stilling.
Tyge Wanstrup fratræder sin stilling som forvaltningschef for Aarhus Ejendomme, Teknik og Miljø. Det sker i fælles forståelse med ledelsen i Teknik og Miljø.
”Tyge har medvirket til at skabe en helt ny organisation med 600 medarbejdere, der er bragt sammen fra alle dele af Aarhus Kommune. Vi står med en organisation som overordnet set er velorganiseret og velfungerende. Men Aarhus Ejendomme står også foran et vigtigt arbejde med at omstille måden, vi driver ejendomsområdet på i Aarhus Kommune med et endnu stærkere fokus på at sikre en organisation med blik på både brugere, klima og økonomisk effektivitet i alt, vi gør. Det kræver en ny profil til at stå i spidsen for den fortsatte rejse,” siger direktør for Teknik og Miljø Henrik Seiding.
Tyge Wanstrup blev udnævnt som forvaltningschef for Aarhus Ejendomme i 2023. Inden da var han forvaltningschef for Byliv og Byrum og centerchef for det daværende Center for Byens Anvendelse, hvor han blev ansat i 2017. Han har i alle årene været en del af Teknik og Miljøs øverste chefgruppe.
Økonomichef i Teknik og Miljø Line Joel Sand bliver konstitueret som forvaltningschef for Aarhus Ejendomme frem til en permanent afløser bliver fundet i 2026. Tyge Wanstrup vil deltage i overdragelsen af sine opgaver, men har haft sin sidste arbejdsdag i Aarhus Ejendomme.
Teknik og Miljø har ikke yderligere kommentarer.